Republikanerne er står til at sejre ved det kommende midtvejsvalg i USA, men et par af deres kandidater gør det nu ikke let for sig selv.
Tag for eksempel Rich Lott fra Ohio, der kæmper for at vinde et sæde i Repræsentanternes Hus.
Lott er meget historisk interesseret og bruger derfor en del af sin fritid på at genopføre slag fra krige. Men interessen gælder også Tyskland, og det betyder, at der findes billeder af Rich Lott iført nazi-kostumer. De er nu begyndt at florere på internettet.
BILLEDER Se fotos på nyhedssitet The Atlantic(eksternt link)
Sagen er så alvorlig, at partifællerne nu tager afstand fra Lott.
»Jeg støtter ikke noget som helst af det her«, siger toprepublikaneren Eric Cantor til Fox News.
Verden befriet fra tyranni
Rich Lott siger i sit forsvar, at billederne er et udtryk for hans interesse for militærhistorie - en interesse, som netop er vakt af et ønske om, at verden ikke skal glemme holocaust og de andre uhyrligheder, som Anden Verdenskrig førte med sig.
»Jeg har en umådelig stor respekt for krigsveteraner, der tappert har tjent vores land, især dem, der kæmpede for at befri verden fra tyranni og aggression ved at forvise nazismen til historiens affaldsdynge«, udtaler Rich Lott.
TOP 5 Her er valgkampens største skandaler
Republikaneren har offentliggjort billeder af sig selv iført tøj fra den amerikanske hær under Første Verdenskrig og fra nordstatshæren fra den amerikanske borgerkrig.
Det er dog ikke nok til at stoppe kritikken, og Rich Lott må nok se sine politiske drømme blive bremset. Han stiller i forvejen op i et område af Ohio, hvor demokraterne sidder tungt på vælgerne - nazi-uniformer eller ej.




























