Anklager om valgsnyd rumler i USA

Udfordrer. Sharron Angle prøver at få ram på topdemokraten Harry Reid, og hun mener, at han bruge ufine trick i valgkampen.
Udfordrer. Sharron Angle prøver at få ram på topdemokraten Harry Reid, og hun mener, at han bruge ufine trick i valgkampen.
Lyt til artiklen

Hundredvis af advokater står klar til at blive sat ind i dagens store midtvejsvalg i USA.

Anklager om valgsvindel florerer i flere stater, hvor meningsmålingerne er tætte. Derfor risikerer vælgerne at skulle vente længe på et endelig resultat.

BAGGRUND Lynguide til midtvejsvalget

Ved dagens valg er der pladser på spil i både Senatet og Repræsentanternes Hus - de to kamre, der udgør Kongressen, som er USA's svar på Folketinget.

I begge tilfælde er der anklager om eller frygt for valgsvindel.

Falsk kontor
De mest bemærkelsesværdige beskyldninger finder vi i et valgdistrikt i Pennsylvania, hvor vælgere fik breve fra 'Pennsylvanias kontor for vælger-assistance' med besked om, at de skulle skynde sig at bruge den vedlagte brev-stemme.

Men kontoret findes ikke. Afsenderen var i virkeligheden Det Demokratiske Parti, hvis adresse også var sat på brevstemmerne.

»Min modstander er involveret i et udbredt forsøg på at snyde vælgerne for deres ret til et frit og fair valg«, sagde den republikanske kandidat, Mike Fitzpatrick, ifølge nyhedssitet Politico.

Déja-vu fra Florida
Modstanderen, Patrick Murphy, er dog klar med anklager den modsatte vej.

Det lokale valgkontor - primært styret af republikanere - har allerede afvist masser af brevstemmer, og ifølge Murphy er demokratiske vælgere i urimelig grad overrepræsenteret i bunken med kasserede stemmer.

Han sammenligner derfor republikanernes optræden med farcen fra 2000, hvor George W. Bush blev præsident efter et kaos i Florida.

Kamp i ørkenen
Årets mest spændende opgør finder vi i Nevada, hvor topdemokraten Harry Reid kæmper en modbydelig tæt kamp mod outsideren Sharron Angle, der støttes af den konservative Tea Party-bevægelse.

LÆS MERE

Topdemokrat kæmper for overlevelse i ørkenstat

I valgkampens afslutning har Angles kampagne leveret et par hårde anklager mod Reid. Blandt andet mener hun, at nogle af hendes vælgere, der har stemt før valgdagen, blev registreret som Reid-stemmer på de elektroniske afstemningsmaskiner.

Tv-stationen ABC citerer desuden Angle-kampagnens advokat, Cleta Mitchell, for, at Harry Reid lovede vælgere ved et arrangement mad, hvis de stemte på ham.

»Harry Reid har tænkt sig at stjæle valgsejren, hvis han ikke kan vinde den på almindelig vis«, mener Mitchell. Ingen af anklagerne er dog blevet suppleret med beviser.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Kvikke studerende
En flok unge fra Michigan formåede også at skabe overskrifter forleden.

En stribe stater er begyndt at eksperimentere med at bruge internettet til brevstemmer, for eksempel fra udsendte soldater. Det gælder blandt andet i hovedstads-distriktet D.C.

For nogle uger siden fik en flok it-studerende og deres lærere lov til at teste distriktets program, og på blot 36 timer havde de brudt gennem sikkerhedssystemerne. Det har skabt nervøsitet - både i og uden for hovedstaden.

Ballade ved sidste valg

Ifølge avisen The Washington Post har såvel demokraterne som republikanerne stribevis af advokater på vagt landet over.

Frygt for valgsvindel og juridiske spidsfindigheder har været en fast del af amerikansk politik siden det kontroversielle præsidentvalg i 2000.

Så sent som ved valget i 2008 endte senatsvalget i Minnesota i en otte måneder lang retssag, som demokraten Al Franken til sidst trak sig sejrrigt ud af.

LÆS MERE Komiker sikrer Demokraterne magisk flertal i Senatet

I flere andre stater er der også lagt op til tætte afgørelser på bitre opgør - for eksempel Alaska og Florida - og dermed kan advokaterne meget hurtigt få travlt med at måle og veje hver eneste stemme.

Dagens valg er næppe overstået, når solen i morgen står op over Washington D.C.

Følg valget live hele natten igennem på politiken.dk.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her