Tragedien i Cambodja: Dødstallet stiger - årsagen mangler

Bøn. En buddistisk munk sidder med røgelsespinde og beder foran de døde. 378 meldes dræbt, men myndighederne regner med, at tallet vil stige lidt endnu.
Bøn. En buddistisk munk sidder med røgelsespinde og beder foran de døde. 378 meldes dræbt, men myndighederne regner med, at tallet vil stige lidt endnu.
Lyt til artiklen

Der er stadig uklarhed om, hvad der udløste den panik, der i går resulterede i flere hundrede dødsfald på en bro i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

Men forskellige teorier begynder at dukke op fra de overlevende.

En af dem handler om, at panikken bredte sig, fordi folk begyndte at råbe, at nogle el-ledninger var faldet ned og havde dræbt flere gennem voldsomme stød.

Flere tusind mennesker var samlet på broen på sidstedagen af den årlige vandfestival, da panikken pludselig brød ud blandt folk og mange blev trampet ihjel.

LÆS OGSÅ Regeringschef: Største tragedie siden Pol Pot

Ifølge Reuters og det kinesiske nyhedsbureau Xinhau er dødstallet efter ulykken nu steget til 378, mens 755 er såret, og fem personer stadig er savnet.

Da jeg vågnede, lå jeg på hospitalet
Vandfestivalen markerer afslutningen på den årlige regntid i Cambodja, og i aftes var flere tusind mennesker samlet til koncert på en lille ø ud for fastlandet.

Broen forbinder øen Koh Pich (Diamant Øen) med hovedstaden Phnom Penh, og det var da tusinder af primært unge mennesker var på vej tilbage til Phnom Penh, at panikken brød ud.

Hvad der udløste den dødbringende panik er stadig ikke afgjort.

Nyhedsbureauet Reuters har talt med en overlevende, der hørte, at folk pludselig fik stød fra nedfaldne el-ledninger.

»Folk råbte, at vi skulle løbe, fordi nogle havde fået stød. Jeg faldt, og folk trampede over mig, indtil jeg besvimede. Da jeg vågnede igen, lå jeg på hospitalet«, siger 18-årige Touch Loch.

Slåskamp eller frygt for bro-kollaps
Andre overlevende har ifølge Xinhau givet beretninger om, at panikken startede, fordi folk troede, at broen var ved at styrte sammen.

Andre igen er overbevist om, at en pige, der pludselig besvimede, gjorde folk ubehageligt til mode og startede panikken.

En anden teori fra overlevende går på, at der opstod slåskamp mellem nogle gangstertyper midt på broen, og at folk derfor forsøgte at komme væk i en fart.

Umiddelbart er hovedparten af de 378 døde blevet kvalt eller trampet ihjel. Flere forsøgte også at tage springet ned i floden for at slippe væk, men mange overlevede ikke faldet.

De fleste døde er unge piger, der ikke har haft kræfterne til at holde sig oprejst i menneskemængden.

Levende og døde lå i samme stakke
I dag har politiet afspærret broen, hvor der ifølge Xinhau ligger tusindvis af sko og iturevne tøjstumper.

Hundredevis af tilskuere står bag afspærringen med røgelsespinde og sørger, og redningsfolk er i gang med at trække vod i den mudrede Bassac-flod for at finde flere lig.

Den statslige tv-kanal har ifølge Reuters i løbet af morgenen vist grusomme tv-billeder af bunker af kroppe, der i løbet af natten blev stablet op på bredden.

Ikke alle var dog døde, og billederne viser, at redningsfolk gang på gang forsøger at hive folk ud fra bunkerne. Folk, der sandsynligvis blot var besvimet, men som var blevet anbragt i bunkerne af døde og nu ikke kunne slippe fri af presset.

Billederne viser samtidig politiet, der sprøjter vand på bunkerne - enten for at holde de levende hydreret eller for at vække dem, der stadig blot var besvimet.

Havde lukket bro nummer to

Ifølge to forretningsfolk fra Singapore, som stod for lyd og lys på vandfestivalen, havde myndighederne lukket en anden bro, der også forbandt øen Koh Pich med hovedstaden.

Dermed blev titusinder af mennesker tvunget til at benytte sig af den samme snævre bro. Det anslås, at omkring to millioner mennesker hvert år deltager i den tre dage lange vandfestival.

Cambodja premierminister Hun Sen erklærede i dag, at torsdag bliver national sørgedag.

Han lovede ved samme lejlighed familierne til de døde fem millioner riel (knap 7.000 kroner) og 1 million riel (knap 1.500 kroner) til de sårede.

Cambodja er et af de fattigste lande i regionen, og hospitalerne har normalt problemer med at følge med det daglige patientpres.

Hun Sen har blandt andet derfor bedt turister på vej til Cambodja om at blive væk for ikke at overbelaste systemet yderligere.

Se video fra ulykken (Bemærk: ubehagelige billeder)

Peter Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her