Assange skal en uge bag tremmer

Lyt til artiklen

Den britiske magistratdomstol i Westminister har besluttet, at Julian Assange skal varetægtsfængles i en uge.

Det siger politiken.dk's korrespondent Lone Theils.

Julian Assange nægtede at lade sig udlevere til Sverige, hvor han er mistænkt for at have begået seksuelle krænkelser mod to kvinder.

Assange tog bagindgangen

Hans forsvarer argumenterede for, at WikiLeaks-stifteren skulle løslades mod kaution, men det afslog dommeren.

14. december vil hans appel mod udleveringen til Sverige komme i høring.

Dommeren lagde vægt på, at der er en overvejende risiko for, at Julian Assange ville flygte, hvis han blev løsladt mod kaution.

Talsmand: WikiLeaks fortsætter som hidtil

Dommeren fremhævede derudover, at WikiLeaks-stifteren ikke gjorde nok for at melde sig frivilligt til myndighederne i den periode, hvor han var efterlyst. Derudover foreligger der ikke noget skriftligt bevis for, at han er kommet ind i England.

Fem personer har tilbudt at stille 20.000 pund til rådighed for Assange som kaution, men det blev altså afslået af dommeren.

Politikens korrespondent fortæller desuden, at Julian Assanges advokat Mark Stephans siger, at han »overvejer om man vil anke domstolens beslutning til Højesteret«.

Assanges mor: Jeg er bekymret for min søn

Undervejs i retsmødet kom det frem, at de svenske myndigheder har mistænkt Julian Assange for at have dyrket sex med den ene af de to kvinder, der har anmeldt ham, mens hun sov.

Derudover er han mistænkt for to tilfælde af seksuel krænkelse i Stockholm og Enköping. Og et tilfælde af ulovlig tvang i Stockholm.

Lone Theils fortæller, at de journalister, der fik en af de syv tilhørerpladser i retssalen, fortæller, at Julian Assange forholdt sig roligt og fattet under hele retsmødet. Han havde kort gråt hår og var iført en skjorte, der var knappet op i halsen, men uden slips.

Den 39-årige stifter af WikiLeaks blev anholdt in absentia 18. november af de svenske myndigheder.

De to svenske kvinder, der har anmeldt Julian Assange, havde sex med ham i august, hvor han var i Sverige for at tale på et seminar.

WikiLeaks-stifterens voldtægtsanmelder opfordrede til hævn på blog

Rikke Faurfelt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her