Svensk politi: Vi kan ikke udelukke terrorangreb

Lyt til artiklen

Det svenske politi vil ikke udelukke, at der var tale om et terrorangreb, da en mand sidst på eftermiddagen sent lørdag sprængte sig selv i luften på det fashionable indkøbsstrøg Drottninggatan i Stockholm.

Det svenske politi siger til politiken.dk, at en person kort efter klokken fem ringede til politiet og meddelte, at der ville komme en hel stribe af eksplosioner et sted i Stockholms centrum.

LÆS OGSÅ: Selvmordsbomber bag eksplosion i Stockholm

Via det svenske nyhedsbureau TT og det svenske sikkerhedspoliti Säpo truede en eller flere personer med, at 'nu skal jeres børn, døtre og søstre dø ligesom vores brødre, søstre og børn dør'.

I den offentliggjorte trussel, der refererede til krigen i Afghanistan, blev tegneren Lars Vilks, der har provokeret den muslimske verden ved at tegne profeten Muhammed som en hund, også nævnt.

Fandt død person

Få minutter efter meddelelsen var indløbet, eksploderede en bil på Drotningagatan i det centrale Stockholm og en person blev meldt skadet.

Da politiet nåede frem til gerningsstedet, fandt politiet en død person. Manden bar en rygsæk med flere ueksploderede rørbomber, der var forbundet med hinanden. En enkelt var eksploderet. To mennesker i nærheden kom lettere til skade ved eksplosionen.

Det svenske politi siger til politiken.dk, at man endnu ikke har identificeret bombemanden men oplyser, at de tekniske undersøgelser er i fuld gang.

»Vi kan ikke udelukke noget som helst«, siger en talsmand for politiet i Stockholm.

Jesper Friis

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her