Australien er ramt af de værste oversvømmelser i mands minde, efter at en tropisk hvirvelstorm har ramt delstaten Queensland og sat store områder under vand.
Hele 38 kommuner er erklæret i katastrofetilstand, og hæren er sat ind i redningsarbejdet.
Flere end 1.000 beboere i de værst ramte områder er evakueret. Adskillige med hjælp af militærhelikoptere.
Det kan blive endnu værre
Mange landsbyer er afskåret fra omverden, da både el og telefonsystemer er brudt sammen.
»Mange oplever vandstande i floder og vandløb, de ikke har set nogen sinde tidligere. Og det kan blive værre endnu«, advarer premierminister Julia Gillard.
Hun har oprettet en offentlig hjælpefond med foreløbig seks millioner kroner af statens penge, og opfordret befolkningen til også at yde bidrag.
Myndighederne har ikke noget overblik
De værst ramte områder er i den nordøstlige del af landet omkring kystbyen Brisbane, hvor store landområder står under vand. Det samme gør huse og biler, der blev forladt, da den tropiske storm ramte området.
Flere hundrede beboere er flygtet fra byerne Bundaberg og Emerald.
Myndighederne har endnu ikke overblik over de materielle skader. Men eksperter siger, at oversvømmelserne kommer til at koste midst 350 millioner kroner.
ritzau
fortsæt med at læse



























