»Jeg går ud fra, at du er overrasket over at se mig«. Den amerikanske bjergbestiger Dan Mazur kan ikke have troet sine egne øjne, da han fik denne kække velkomsthilsen fra en halvnøgen mand, som sad i den bidende kulde 150 meter fra toppen af Mount Everest. Manden var nemlig den australske bjergbestiger Lincoln Hall, som alle troede var død. Hans fem nepalesiske bærere havde forladt ham et døgn tidligere, efter han ikke havde givet livstegn fra sig i to timer. Blev dårlig i 'dødszonen' Den 50 årige australier havde været på en russisk ledet ekspedition og var pludselig blevet dårlig oppe i Everests 'dødszone'. Bærerne var nødt til at fortsætte ned af bjerget uden ham før deres egen iltbeholdning slap op. Da de gavde erklæret ham død, efterlod de ham på bjerget. Halls kone, der i dagevis har troet, han var død, kan hjemme i Australien nu ånde lettet op. I dag er Hall nået ned i sikkerhed fra bjergets top med hjælp fra et redningshold, som den amerikanske bjergbestiger fik tilkaldt, skriver nyhedsbureauet AP. Dinglede med benene på afgrundens rand Hvordan Hall har overlevet i så lang tid, kan lægerne ikke forklare. Da Dan Mazur fandt Hall ikke langt fra toppen af bjerget, havde han nemlig taget både sin hue og sin bluse af, mens han dinglede med benene ud over kanten på en 1000 meter dyb kløft. Ifølge The Guardian spjættede Hall rundt som om han troede, han sad på en båd. Hall havde både alvorlige forfrysninger, væske i hjernen og lungebetændelse, da redningsholdet fandt ham. De gav ham te, medicin og ilt, før de begyndte den lange nedstigning til Everests 'base camp', North Col, 5.200 meter over havoverfladen, hvor han lige nu er i pleje for at komme sig. Hall var selv i stand til at gå ind i lejren og ringe til sin kone umiddelbart efter ankomsten til lejren. En af de dødeligste sæsoner Bjergbestiger Simon Balderstone og ven til Hall fortæller, at Hall er svag, men ved godt mod, skriver AP. »Han er stadig i en svag fysisk tilstand, men hver dag bliver han bedre, og konklusionen er, at han er i live og ikke for alvorligt kvæstet«, siger han. Hall forventes at ankomme til Kathmandu senere på ugen. Hændelsen sker i en af de dødeligste bjergbestigningssæsoner nogen sinde. Mindst 10 mennesker er døde på Mount Everest siden sæsonen begyndte tidligere denne måned.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Lige nu
Leder af Marcus Rubin
Klumme af Christian Jensen




























