En meget omtalt prøvemission til planeten Mars står foran sit klimaks, når en russer og en italiener mandag går på 'rumvandring'.
Mændene har været indespærret på et forskningsinstitut i Moskva i over otte måneder, og eksperimentet skal kortlægge de psykologiske effekter på et menneske under en langvarig mission til Mars.
Russiske Alexander Smoleyevsky og italienske Diego Urbani kommer til at bære rumdragter på 32 kilo under rumvandringen, og forskerne bag projektet er netop spændte på, hvordan mændene klarer opgaven rent fysisk efter måneders isolation uden aktivitet.
250 dage gennem rummet
Beregninger viser, at det vil tage 250 dage at rejse ud til Mars.
Opholdet på planeten skal ifølge forskerne så vare 30 dage, og endelig er hjemturen sat til 240 dage, hvilket i alt giver 520 dage. Derfor er eksperimentets i alt seks deltagere nu over halvvejs.
Forskningsinstituttet i Moskva samarbejder med Det Europæiske Rumfartsagentur (ESA) om projektet, og både ESA og det amerikanske rumagentur Nasa vurderer, at den første bemandede tur til Mars vil kunne gennemføres om cirka 30 år.
Den røde planet befinder sig mellem 55 og 400 millioner kilometer fra Jorden afhængigt af, hvor de hver især er placeret i kredsløbet.
ritzau
fortsæt med at læse




























