USA vil indføre sanktioner mod Libyen

Lyt til artiklen

Verdens mægtigste nation kapper båndene til Libyen.

Det meddeler en talsmand for Det Hvide Hus på et pressemøde.

»De Forenede Stater har suspenderet arbejdet på ambassaden i Libyen og går videre med ensidige sanktioner mod oberst Muamar Gaddafis regering«, siger talsmand i det Hvide Hus Jay Carney ifølge Reuters.

Talsmanden siger samtidig, at USA indskrænker sit allerede begrænsede militære samarbejde med Libyen, og at USA støtter en suspendering af landet i FN.

Overvejer militær aktion
Jay Carney begunder beslutningen med, at det kan presse Libyen til at »stoppe drabet på dets eget folk«. Libyens legitimitet er »reduceret til nul«, og »oberst Gaddafi har tabt sit folks tillid«, mener han.

Tidligere har Obamas administration ifølge Reuters overvejet muligheden for at indefryse økonomiske aktiver, forbyde luftfart over Libyen samt et militært indgreb.

Schweiz lægger beslag på formue

Allerede i går torsdag indefrøs USA's finansministerium midlertidigt alle aktiver, som Gaddafi og andre personer i statslederens regering har i USA.

Den beslutning kom efter, at Schweiz annoncerede, at landet indefryser aktiver, Gaddafi-familien måtte have i alpelandet.

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her