Gaddafis folk fjerner ligene og sminker Tripolis gader

Lyt til artiklen

Der bliver ryddet op i Tripolis gader, og på hospitaler forsvinder ligene på mystisk vis.

Tilsyneladende sker det efter Gaddafis regime har inviteret internationale medier til at besøge Tripoli.

Brændte bygninger hvidkalkes
Gaderne i de fattige områder i Tripoli er angiveligt blevet »ulasteligt rengjort«. Samtidig er bygninger, der har været hærget af brand og ødelæggelser, blevet kalket hvide. Det fortæller et øjenvidne til BBC News.

Et øjenvidne, som politiken.dk er i kontakt med, har ligeledes oplevet, at bevæbnede mænd i de sidste par dage har vasket regeringsfjendtlige slogans af, der blandt andet siger »Ned med Gaddafi«, af væggene på bygninger i Tripoli.

Ligene forsvinder fra hospitalerne
Flere medier rapporterer, at ligene fra de seneste dages opgør i Tripoli bliver fjernet fra hospitalerne.

LÆS ARTIKEL

Flere dræbte efter fredagsbøn i Tripoli

Kilder inden for sygeplejen har fortalt avisen The Guardian, at de har været vidner til, at ligene af de døde demonstranter er forsvundet fra Tripolis Medical Centre og et hospital mere. Også BBC's øjenvidne fortæller, at hans venner på stedet har fortalt, at:

»Mænd i almindelige klæder er udstationeret ved samtlige hospitaler, og de henter lig og sårede fra hospitalerne«.

Et øjenvidne fortæller til politiken.dk over en mail, at hans ven, som er sygeplejerske på hospitalet, er blevet bedt om at hjælpe til med at transportere ligene af døde demonstranter og soldater væk fra hospitalet.

Ingen ved med sikkerhed, hvor ligene ender.

Menneskeretschef: Gaddafi bør stilles for en domstol

Også BBC's øjenvidne bekræfter dette.

»Sygepersonalet ved ikke, hvor de tager ligene hen. Det gør familierne heller ikke. Folk her (i Tripoli, red.) tror, der er en massegrav et sted«, siger han til BBC News.

Medierne inviteret til Tripoli

Det sker efter, at Gaddafis søn Seif al-Islam Gaddafi ifølge The New York Times har inviteret udvalgte medier til at se Tripoli med deres egne øjne. Ifølge New York Times er det NBC News, CNN, BBC Arabic og Al Arabiya, der er de udvalgte.

Det er dog stadig usikkert, om medierne tager afsted.

»Vi er ved at overveje, hvad det vil indebære at rejse ind i en hovedstad, hvis regering kan risikere at falde hvert øjeblik«, siger vicepræsident David Verdi fra NBC News til New Yok Times.

Flere medier er allerede i Libyen i byen Benghazi, som oprørerne tog styringen af for otte dage siden.

LÆS ARTIKEL Demonstranter kæmper mod politiet i Libyen

Mette Lützhøft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her