Det libyske militær sender dødspatruljer ind på hospitalerne for at likvidere sårede og fjerne ligene.
Det fortæller den medicinstuderende Abdul, som hjælper med at pleje sårede på et centralt hospital i Tripoli. Hans efternavn er redaktionen bekendt.
Abdul har selv været vidne til, at en soldat har likvideret en af de sårede demonstranter.
»Jeg har set en såret person blive skudt. Han blev skudt i hovedet af en militærmand«, siger Abdul.
Flere forlydender om likvideringer
Politiken.dk kan ikke uafhængigt bekræfte Abduls udlægning, men han er ikke den eneste, som har fortalt om henrettelserne på Libyens hospitaler.
Tværtimod har flere internationale medier talt med kilder, som har set lignende likvideringer.
Militæret er, ifølge Abdul, ikke fast udstationeret ved hospitalet, men kommer uden varsel en gang i mellem.
Abdul ved ikke, hvorfor militæret skyder de sårede, eller hvad deres ordre er. Militærfolk flytter angiveligt efterfølgende ligene til et ukendt sted.
Læger forklæder sårede
I et forsøg på at snyde dødspatruljerne har lægerne måtte tænke alternativt, siger Abdul og forklarer:
»Lægerne giver de sårede personalekitler på, så militæret ikke opdager, de er der«, siger han.
»Men lægerne og sygepersonalet er selv meget bange for deres egen sikkerhed på hospitalet«.
LÆS ARTIKEL
Gaddafis folk fjerner ligene og sminker Tripolis gaderMange af byens sårede tør dog slet ikke lade sig indlægge på grund af likvideringerne.
Tager på hjemmebesøg
De bliver i stedet hjulpet i deres eget hjem, fortæller Abdul, som knap har tal på, hvor mange af den slags hjemmebesøg han har været på.
»Jeg har behandlet mange, mange mennesker på den måde«, siger han over telefonen fra Tripoli til pol.dk.
Når Abdul ikke tager til hospitalet eller på hjemmebesøg bliver han indendørs i sit hjem. Det samme gør de fleste andre mennesker, siger han.
»De fleste er indenfor hele dagen, de bliver hjemme fra arbejde. De går kun ud i butikkerne for at handle ind om morgenen«, siger han og tilføjer at skolerne i byen også er lukkede.
Om natten hører han, ligesom et andet øjenvidne som politiken.dk har været i kontakt med, højlydte skudsalver, som er med til at terrorisere befolkningen.
LÆS OGSÅ Sms fra Gaddafi: Kom tilbage på arbejde
Efter at urolighederne brød ud i Libyen 14. februar vurderer FN, at over 1.000 er dræbt og flere formodes såret.
SE OVERSIGT OVER FALDNE BYERLink til kortet på The Guardians hjemmeside(eksternt link)
Tripoli er efter The Guardians oplysninger en af de sidste byer, som stadig er underlagt Moammar Gaddafis styre.
fortsæt med at læse


























