Masseevakuering fra Libyen - til lands, til vands og i luften

Evakueret. En mand går fra borde, efter at krigsskibet San Giorgio har bragt ham og hundredvis andre til Catania i Itlaien.
Evakueret. En mand går fra borde, efter at krigsskibet San Giorgio har bragt ham og hundredvis andre til Catania i Itlaien.
Lyt til artiklen

Et italiensk krigsskib har bragt hundredvis af udenlandske statsborgere fra den libyske havneby Misurata til Sicilien som følge af den eskalerende vold i Libyen.

FN's højkommissariat for flygtninge, UNHCR, siger, at »tæt på 100.000« er flygtet fra Libyen.

Hundredvis af indere, vietnamesere og filippinere, som tidligere indgik i den gigantiske multinationale arbejdsstyrke i det nordafrikanske land, er flygtet, fordi de frygtede for deres liv.

»Denne flugt har fået mig til at føle. at jeg er kommet i himlen«, siger den 63-årige ingeniør Mohammed Sali ved hjemkomsten til New Delhi.

»En mand pressede en kniv mod min hals og tog alle mine ejendele, min laptop, mine smykker og selv min bil«, tilføjer han.

Lejre brændt ned

Den 27-årige fabriksarbejder Moben Kureshi siger, at situationen var meget dårlig for indere i landet - navnlig for dem, som arbejdede i lejre, da disse er blevet brændt ned, og der er ikke længere vand, mad eller tag over hovedet.

Blandt de 258 passagerer om bord på det italienske krigsskib San Giorgio, som i dag lagde til i den sicilianske havneby Catania, var der statsborgere fra en snes forskellige lande i Europa og Asien.

FN straffer Gaddafi med sanktioner

Samtidige advarede nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne om en "humanitær krise" ved grænsen mellem Libyen og Tunesien, hvor over 40.000, deriblandt 15.000 egyptere, er strømmet til i den seneste uge. De sover under åben himmel, og Røde Halvmåne appellerer om international hjælp.

To fly fra det britiske luftvåben transporterede over 150 udlændinge til Malta fra et øde beliggende olieanlæg i den libyske ørken.

»Det var en stor lettelse at se de britiske specialstyrker. Vi fløj hen over trætoppene hele vejen«, siger en af de undsatte, Nigel Bilton fra Siemens.

LÆS MERE

150 udlændinge i Libyens ørken overrasket af Herculesfly

Kina siger, at det har evakueret næsten 16.000 af dets omkring 30.000 statsborgere i Libyen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her