Chef for løbsk atomkraftværk indlagt på hospitalet

Krise. Masataka Shimizu (forrest) har kun vist sig en enkelt gang siden jordskælvet den 11. marts.
Krise. Masataka Shimizu (forrest) har kun vist sig en enkelt gang siden jordskælvet den 11. marts.
Lyt til artiklen

Den øverste chef for selskabet bag det katastroferamte atomkraftværk Fukushima i Japan, Masataka Shimizu, er blevet indlagt på hospitalet svimmel og med for højt blodtryk.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press.

66-årige Masataka Shimizu er topchef i Tokyo Electric Power Co. (Tepco), der blandt andet driver det katastroferamte Fukushima-værket, hvor arbejdere siden et kraftigt jordskælv og efterfølgende tsunami 11. marts har kæmpet for at forhindre udslip af radioaktivt materiale.

Kritik af krisehåndteringen
Han har kun vist sig offentligt en enkelt gang, siden ulykken indtraf.

I stedet har hans højre hånd, Sakae Muto, været selskabets frontfigur ved de løbende pressemøder, hvor selskabets håndtering af såvel sikkerheden på værket som den eskalerende krise er blevet kritiseret.

Når journalisterne har spurgt, hvad Masataka Shimizu lavede, har de blot fået forklaringen, at han »hvilede« sig i selskabets hovedkvarter i Tokyo, skriver Associated Press. Det viser sig altså, at han har brug for mere end bare at hvile sig.

Tsunami var 13 meter høj en kilometer inde på land

Atomkrisen i Japan er den værste siden ulykken på Tjernobyl-værket i 1986. Flere end 70.000 mennesker er blevet evakueret fra en 20 kilometer zone omkring atomkraftværket, der ligger ud til kysten i det nordøstlige Japan.

Andre 130.000, der bor yderligere 10 kilometer fra værket, er blevet bedt om at holde sig indendøre eller forlade området.

Frygter nedsmeltning

Evakueringerne skyldes blandt andet, at der flere gange er konstateret radioaktive udslip, fordi reaktorernes kølesystemer har været ødelagte.

De seneste målinger viser blandt andet en dramatisk stigning af den radioaktive isotop Iod-131 i havet ud for Fukushima, hvor niveauet nu er 3.355 gange højere end den tilladte grænseværdi.

I går blev der ligeledes fundet Plutonium flere steder på værkets område, men Tepco har haft travlt med at understrege, at mængderne ikke er af en størrelse, der truer befolkningens sundhed.

LÆS OGSÅ Læk af plutonium trækker aktierne ned

Den atomare sikkerhedsorganisation i Japan mener dog, at det kan være et tegn på, at værkets ene Plutonium-reaktor er nedsmeltet.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her