Atomkatastrofen i Japan må endelig ikke stoppe fremtidig udbygning af reaktorer, fordi vi »overreagerer«.
Meldinger kommer fra Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair. Og den er plasket hen over forsiderne i dag i kinesiske partiaviser.
Den passer nemlig perfekt med den kinesiske regerings plan om at fortsætte ufortrødent med at opføre 34 nye atomreaktorer, som allerede er under bygning eller er godkendt til opførelse.
Dermed tegner Kina sig for 40 procent af alle nye atomkraft projekter i verden.
»Åbne overfor atomkraft«
Tony Blair er i Beijing for at starte et program for udvikling af grøn energi. I den anledning siger han på forsiden af blandt andet partiavisen China Daily, at vi »stadig skal være åbne overfor atomkraft«.
»Ellers kommer vi til at overreagere, når der sker noget som i Japan, og vi afskærer os fra fremtidige muligheder. Det anser jeg ikke for at være fornuftigt«, siger Tony Blair.
Civilingeniør: Et Tjernobyl hvert tiende år er stadig bedre end olie- og kulkraftHan mener også, at der ville være »stor efterspørgsel« efter atomkraft – hvis det ikke lige var for katastrofen i Japan.
Stop for madimport
Siden jordskælvet og tsunamien 11. marts har flere reaktorer på atomkraftværket Fukushima 1 truet med nedsmeltning, fordi køleanlæggene er beskadiget. Mere end 100.000 mennesker er evakueret, og redningsfolk kæmper nu på tredje uge med at begrænse den radioaktive stråling fra flere af reaktorerne.
Kina har forbudt import af visse fødevarer fra Japan, ligesom skibe derfra kommer i karantæne i kinesiske havne.
Lykke Friis: Vi kan ikke afskaffe atomkraft på ét mødeMen katastrofen har ikke fået kineserne til at bremse udbygningsplanerne:
»Kina ændrer ikke sin politik for udviklingen af atom-industrien«, lyder det fra Sun Qin, der er præsident for Kinas Nationale Atom Koncern.
Mindre atom-uheld
Fra samme organisation siger lederen af den teknologiske kommission, Pan Ziqiang:
»Kina kan fremvise gode resultater, når det gælder atomsikkerhed. Vi har aldrig haft en situation, der er gået over niveau to«.
Dermed henviser han til FN’s atomenergiagenturs skala, der går fra et til syv. Niveau to angiver betydelige fejl i sikkerhedssystemet, som dog ikke har fået konsekvenser.
Katastrofen på det japanske atomkraftværk er på niveau fem, det samme som ulykken på Tremileøen i USA i 1979. Tjernobyl-katastrofen i 1986 var på niveau syv.
Forældet design i Pakistan
Kina indviede sin første reaktor i 1991. De første blev bygget med fransk hjælp, siden har kineserne udviklet egne værker. Problemet er, at de bygger på gamle design.
Det gælder for fire reaktorer, som kineserne er ved at opføre i Pakistan, der også jævnligt oplever jordskælv. De er ifølge amerikanske atomeksperter udviklet efter design fra 1970’erne.
Kølevand uden pumper
I øjeblikket er der 13 aktive atomreaktorer i seks kraftværker i Kina, hvortil kommer de 34 under bygning eller som er godkendt. De ligger alle langs Kinas øst-og sydkyst.
En del af dem vil få såkaldte tredje generations-reaktorer, som har bedre sikkerhedssystemer end det katastroferamte japanske værk. For eksempel kan kølevand skylle ind over reaktorkernen i stedet for at skulle pumpes, som det er tilfældet i Japan. Reaktorerne udvikles med hjælp fra både et japansk og fransk firma.
Kina har også adskillige flere reaktorer under planlægning, blandt andet inde i landet langs Yangtze-floden.
Fusk med jordskælvene
I det kinesiske statstv blev der for nylig vist et kort over placeringen af de 47 anlæg. Samtidig blev nogle af de brudlinjer i jordskorpen, hvor jordskælvene er hyppige, vist på kortet. Men kun som to vage streger over det kinesiske fastland, langt fra atomreaktorerne.
Realiteten er, at der siden 1901 har været flere jordskælv med en kraft på over 7 ifølge Richterskalaen i nærheden af nogle af de områder, hvor reaktorerne ligger.
Nedskære forureningen
Når Kinas regering satser så meget på atomkraft, hænger det også sammen med et forsøg på begrænse forureningen. 80 procent af Kinas energi kommer fra kulfyrede kraftværker, og Kina er verdens største udleder af CO2.
Ifølge regeringens nye femårsplan fra 2011-2015 skal udledningen af CO2 per produceret del af bruttonationalproduktet sænkes med 16 procent.
Det skal blandt andet ske ved at øge brugen af atomkraft, som i øjeblikket kun dækker en procent af energien. Det skal stige til fem procent i 2020.
Naboerne bygger videre
Kinas naboer fortsætter også: I Taiwan, som jævnlige er udsat for jordskælv, er atomkraft en »nødvendig løsning«, sagde økonomiminister Shih Yen-shiang i går. Taiwan har tre atomkraftværker og et under bygning.
I Sydkorea vil regeringen inspicere de 21 eksisterende atomreaktorer i fire kraftværker. Der vil især blive kikket på dem, der er bygget i 1980’erne eller før. Og hvis der er tvivl om sikkerheden, vil de blive lukket.
Men bygningen af to nye atomkraftværker fortsætter.
------------
Rettelse: Vi skrev i en tidligere version af denne artikel, at Kina har vil reducere CO2-udledningen med 16 procent frem til 2015. Men det er CO2-udledningen, målt per produceret enhed, der skal reduceres i den takt. Når produktionen stiger, kan den samlede udledning derfor sagtens stige.



























