Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Udmattet japansk borgmester sendte nødråb på YouTube

Lyt til artiklen

Minamisoma var smadret af flodbølgen, tusinder var døde eller stukket af og lige ved siden af var Fukushima-atomkraftværket ved at løbe løbsk.

Der var brug for nødforsyninger og frivillige til at lede efter savnede og døde, men assistancen kom ikke.

Det fik borgmester Katsunobu Sakurai til at sætte sig foran et videokamera og indspille en 11 minutter lang bøn om hjælp.

»Vi er alene og isolerede. Jeg beder jer som borgmester i Minamisoma at hjælpe os«, sagde han tydeligvis udmattet til kameraet.

FOTOS På vej ind i ingenmandsland

Borgmesterens bøn blev lagt ud på internetsiden YouTube. Og så gik det ellers stærkt:

Rådhuset blev bestormet af tilbud fra frivillige, kasser med mad og andre forsyninger væltede ind til byen, der også modtog lastbiler fulde af nødhjælp fra hjælpeorganisationerne.

»Det er utroligt, at så mange donorer siger, at de så os på YouTube«, siger kæmner Noriyoshi Saito fra Minamisoma Kommune ifølge New York Times.

Efterskælv om atomfrygt

Borgmesteren lavede filmen på et tidspunkt, hvor situationen i byen var særdeles trist for de overlevende.

De kunne ikke bjærge deres pårørende, og de fik ordre til at blive indendørs på grund af risikoen for radioaktive udslip.

»Det var en rædselsfuld tid. Møblerne raslede hele tiden på grund af efterskælv, og vi var konstant bange for nye eksplosioner på atomkraftværket«, siger en af kommunens medarbejdere, Takamitsu Hoshi, ifølge avisen.

»Indtil da havde vi ventet på, at medierne ville komme her. Denne gang vendte vi processen ved at optage vores egen video og selv offentliggøre den«, forklarer borgmesteren.

LÆS OGSÅ Japan er i knæ en måned efter katastrofen

I dag er situationen ikke så alvorlig i selve byen. Men den har stadig brug for, at Fukushima-værket kommer under fuldstændig kontrol.

»Vi ville hurtigere være kommet i gang, hvis det ikke var for atomulykken. Det er frustrerende, når din bys skæbne er i andres hænder«, siger Takamitsu Hoshi ifølge den amerikanske avis.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her