London er forvandlet til en trefarvet by. Uanset hvor man vender og drejer sig i den indre by omkring Buckingham Palace og Westminster Abbey, er der Union Jacks overalt. Rød, hvid og blå dominerer gadebilledet.
Og der, hvor der ikke hænger flag, står der glade briter og vifter med bannere med det lykkelige par, der i dag ankommer til Westminster Abbey for at blive mand og kone foran 1.900 særligt inviterede gæster. Storbritannien er officielt gået i kongelig bryllupsundtagelsestilstand. Hele landet har fri fra arbejde på denne den lykkelige dag, og et enkelt togselskab har lovet gratis billetter til alle, der hedder William eller Catherine i dag. De særligt interesserede fans har allerede siddet i flere dage og stirret på bygningerne, der bliver rammen om brylluppet, i et forsøg på at sikre sig en plads i første parket til en begivenhed, der bliver transmitteret ud til omkring to milliarder tv-seere fra Timbuktu til Tølløse.






























