Det er kun få dage siden, at FN's Menneskerettighedsråd kritiserede Syrien for at slå hårdt ned på fredelige demonstranter.
Alligevel er Syrien officiel kandidat til at indtræde i netop FN's Menneskerettighedsråd, når der senere på måneden skiftes ud blandt medlemmerne.
Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er dybt forarget.
»Det er skandaløst, at Syrien kan blive fordømt af Menneskerettighedsrådet den ene måned og den næste få støtte som kandidat til det selv samme organ«, siger Peggy Hinck fra Human Rights Watch på organisationens hjemmeside.
Sikker på at blive valgt ind
FN's Generalforsamling vælger 20. maj nye medlemmer til menneskerettighedsrådet, hvor der er løbende udskiftning. Syrien er sammen med Indien, Indonesien og Filippinerne kandidater til de fire asiatiske pladser, der bliver ledige.
USA truer Syrien med nye konsekvenser
Dermed tyder alt på, at Syrien bliver valgt ind, og det har fået menneskerettighedsorganisationer til at anmode de asiatiske og arabiske lande om at trække deres støtte til Syrien tilbage.
»Menneskerettighedsforkæmpere i Mellemøsten, Asien og Afrika har anmodet landene om at afvise Syrien. Når man tænker på den næsten universelle foragt for Syriens kandidatur, er det umuligt at forstå, hvorfor den asiastiske gruppe fortsat støtter Syrien og holder døren lukket for andre lande«, siger Peggy Hinck.
500 meldes dræbt
De syriske myndigheder har de seneste uger slået hårdt ned på demonstranter i landet, som kræver reformer og mere frihed.
For medierne - herunder Politiken og politiken.dk - er det svært at få de mange historier om overgreb på demonstranterne bekræftet.
LÆS OGSÅ Syrisk aktivist: Protesterne er kørt af sporet
Styret kontrollerer næsten hele nyhedsstrømmen, og udenlandske journalister er blevet smidt ud af landet.
Ifølge Human Rights Watch er mere end 500 mennesker blevet dræbt, blandt andet ved, at der er blevet skudt med skarp ammunition direkte mod demonstranterne.
FN's menneskerettighedskommissær har indledt en undersøgelse af, om menneskerettighederne i Syrien er blevet overtrådt i forbindelse med myndighedernes håndtering af demonstrationerne i landet.
fortsæt med at læse




























