Aktivister: Syrere tortureres til at afsløre Facebook-koder

Protester. Modstanderne af Bashar al-Assads styre har ikke haft held til at få mange billeder ud fra Syrien på det seneste. Dette billeder er fra et begravelsesoptog i slutningen af april.
Protester. Modstanderne af Bashar al-Assads styre har ikke haft held til at få mange billeder ud fra Syrien på det seneste. Dette billeder er fra et begravelsesoptog i slutningen af april.
Lyt til artiklen

De syriske myndigheder torturerer modstandere af styret til at oplyse deres navne og koder til sociale medier som Facebook og Twitter.

Og på den måde er det på det seneste lykkedes det syriske regime at forhindre aktivisterne i at sende billedokumentation af militærets påståede overgreb i byer som Daraa, Banias og Homs ud til en bredere kreds.

De opsigtsvækkende beskyldninger om tortur bliver fremsat af anonyme aktivister i den britiske avis The Telegraph.

»Kommunikationslinjerne er næsten helt ødelagt. Nogle af vores folk er blevet taget og knækket under den mest brutale tortur. De har afsløret kodeord og navne«, siger en aktivist til The Telegraph.

Smugler satellittelefoner ind
Ifølge menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International er op imod 600 mennesker blevet dræbt og 8.000 personer arresteret i Syrien i de seneste uger.

De syriske myndigheder har smidt alle udenlandske journalister på porten, og som et resultat af masseanholdelserne er informationerne fra landet meget begrænsede, hvis man ser bort fra de historier, som de statskontrollerede medier bringer.

Syrerne bruger nu stadioner som fængsler

For modstanderne af Bashar al-Assads styre har den moderne kommunikationsteknologi derfor været et vigtigt våben.

Selv om de syriske myndigheder har lukket ned for elektriciteten og både det faste og mobile telefonnetværk, har aktivisterne formået at sende billeder og videooptagelser af overgrebene på civilbefolkningen ud ved hjælp af nødgeneratorer og satellittelefoner smuglet ind i Syrien af udenlandske sympatisører.

Iran hjælper Syrien

Ifølge The Telegraph har Syrien fået teknologisk hjælp af det iranske præstestyre, som tidligere har haft held med at blokere satellitsignaler i forbindelse med mislykkede oprørsforsøg, senest i 2009.

De mange meldinger om drab på civile og anholdelser af demonstranter har fået det internationale samfund til at reagere skarpt.

Blandt andet har USA og EU indført sanktioner og en våbenembargo mod landet.

Derimod har der ikke været opbakning til en militær aktion mod Syrien, som den FN har sanktioneret over for Libyen af hensyn til landets civilbefolkning og som blandt andet har deltagelse af danske bombefly.

LÆS OGSÅ FN er dybt bekymret over drab og masseanholdelser i Syrien

FN kræver dog, at humanitære eksperter får adgang til de byer, som har været afskåret fra omverdenen af militærets kampvogne og soldater.

Flere vestlige lande kritiserer samtidig gruppen af asiatiske og arabiske lande i FN for at fastholde Syrien som officiel kandidat til FN's Menneskerettighedsråd, når FN's Generalforsamling i næste uge skal vælge nye medlemmer til rådet.

Syrien står til plads i FN's Menneskerettighedsråd

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her