Jordskælv sætter tusindvis af spaniere på gaden

Kaos. Mange måtte tilbringe natten i det fri i Lorca.
Kaos. Mange måtte tilbringe natten i det fri i Lorca.
Lyt til artiklen

Indbyggerne i den sydspanske by Lorca har ikke fået megen søvn i nat.

To sjældne jordskælv ramte i aftes byen. Skælvene blev målt til 4,5 og 5,3 på den åbne Richterskala og kunne mærkes helt i Madrid.

8 personer meldes dræbt og 120 såret, heraf 3 alvorligt

Overnattet under åben himmel
Tusindvis af borgere valgte efterfølgende på myndighedernes opfordring at tilbringe natten i det fri i byens parker og på åbne pladser af frygt for, at flere bygninger ville dratte sammen.

»Det har været forfærdeligt. Vi var hjemme, da alt begyndte at ryste og murene slog revner«, siger 39-årige Carmen, som har overnattet i telt sammen med sin datter på fire år, til den spanske avis El Pais.

Blandt de omkomne er en mindreårig dreng. De øvrige dræbte menes at være voksne, der er omkommet i de sammenstyrtede bygninger.

Kaos i Lorca: Alle frygter efterskælv

Jordskælvet skabte kaos i byen med omkring 85.000 indbyggere. 10.000 indbyggere har ifølge de spanske myndigheder fået deres hjem helt eller delvist ødelagt.

De lokale myndigheder besluttede efter jordskælvet at evakuere patienter og personale på byens sygehus, da dets bygninger også blev beskadiget.

Patienterne blev kørt i ambulancer til hospitaler i nærliggende byer i Murca-regionen.

Samtidig blev der oprettet et felthospital på gaden, hvor indbyggere med mindre skrammer og kvæstelser blev behandlet.

Værste skælv siden 1956

Lorca er en gammel by med en række historiske bygninger, der ikke er specielt modstandsdygtige over for jordskælv.

Jordskælvet er det værste i Spanien siden 1956, hvor 12 mennesker mistede livet og 70 blev såret ved et kraftigt jordskælv i nærheden af Granada.

TIO OS Har du oplevet jordskælvene?

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er den spanske vicepremierminister, Alfredo Perez Rubalcaba, på vej til byen for at vise indbyggerne sin støtte.

Myndighederne har besluttet at sende 200 hjælpearbejdere til byen for at assistere med oprydnings- og hjælpearbejdet.

FOTO

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her