Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Terrorister hævner bin Laden med voldsomt bombeangreb

TERRORHÆVN. Kvæstet køres til sygehuset efter angrebet på grænsegendarmeriets kaserne i Shabqadar.
TERRORHÆVN. Kvæstet køres til sygehuset efter angrebet på grænsegendarmeriets kaserne i Shabqadar.
Lyt til artiklen

»Dette er den første hævn for bin Ladens martyrium. Flere vil følge«.

Den isnende trussel kommer fra Ehsanullah Ehsan, der ifølge nyhedsbureauet Reuters er talsmand for Taleban-terrorbevægelsen.

Truslen kommer efter et blodigt angreb mod et pakistansk militærfort, der foreløbigt har kostet 69 mennesker livet og såret 117 - heraf 40 alvorligt.

Årsagen er dermed ifølge talebanrepræsentanten en gengældelse af aktionen mod Osama bin Laden 2. maj.

LÆS Topembedsmand: Pakistan godkendte likvideringsmission for ti år siden

Angrebet ramte en kaserne i Shabqadar i det nordvestlige Pakistan. Det skete, netop som rekrutter fra landets grænsegendarmeri var ved at stige om bord i minibusser for at tage på halvanden uges orlov efter at have afsluttet deres ni måneder lange militæruddannelse.

Tilsyneladende kørte en mand på en motorcykel op til stedet og lod en bombe eksplodere. Den var ifølge AP proppet med søm og metalkugler, der var med til at forværre kvæstelserne hos ofrene. Kort efter fulgte endnu en eksplosion, der ifølge vidner var kraftigere end den første.

Gerningsmand priste Gud inden angreb
»Jeg sad i bussen og ventede på mine kolleger. Vi var i civilt tøj og vi glædede os til at besøge vores familier«, siger et af ofrene, Ahmad Ali, til nyhedsbureauet AFP.

»Jeg hørte en råbe: 'Allah er stor' og så var der et enormt brag. Jeg blev ramt af noget i skulderen. Jeg hørte et brag til og sprang ud. Jeg kunne mærke, at jeg var ramt, og at jeg blødte«, forklarer han.

Et vidne så angrebet fra en butik nær gerningsstedet.

»Der var en stor eksplosion. Jeg kunne se røg, blod og kropsdele over det hele«, siger manden til AP.

Undersøger bomberester

Lokalt politi var hurtigt fremme.

»Den første eksplosion var et selvmordsangreb. Vi undersøger, hvordan den anden bombe blev udløst«, mener politichef Nisar Khan Marwat ifølge den pakistanske avis The Dawn.

Han vurderer, at gerningsmanden til den første sprængning var en ung mand omkring de 20 år.

Angrebet i Shabqadar sker knap to uger efter en amerikansk militæraktion mod Osama bin Ladens hjem i Pakistan, en aktion, der kostede topterroristen livet.

LÆS Navy Seals var klar til ildkamp mod pakistanske soldater

Den har vakt voldsom vrede i dele af det pakistanske samfund og fået yderligtgående islamister til at sværge hævn.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her