Breivik prøvesprængte bombe før terrorangreb

BOMBEINGREDIENSER. Anders Behring Breivik fremstillede sin bombe af blandt andet landbrugsgødning. Her står sække med gødning efterladt på hans gård.
BOMBEINGREDIENSER. Anders Behring Breivik fremstillede sin bombe af blandt andet landbrugsgødning. Her står sække med gødning efterladt på hans gård.
Lyt til artiklen

Et lille hul i jorden, ikke meget større end en knytnæve, vidner om forberedelserne til den blodige terrorbombe i Oslo, som Anders Behring Breivik sprængte før sin massakre på ungdomspolitikere på Utøya.

Han forberedte sig ifølge sine forklaringer til norsk politi i årevis på ugerningerne. Blandt andet afprøvede han sin bombeopskrift nær en gård i Hedmark, skriver avisen VG.

Ville afprøve sin bombeopskrift
Politiet har foretaget tekniske undersøgelser på stedet, hvor massemorderen prøvesprængte nogle få gram af sine sprængstoffer. Et lille hul i jorden og sand, der er blæst væk, viser, hvor Breivik havde lagt sin prøvebombe.

Han har i sit såkaldte manifest skrevet, at prøvesprængningen skete den 13. juni.

LÆS MERE

Drabsmand har udgivet omfattende terrordagbog

»Jeg gjorde en testanordning klar og tog til et meget isoleret sted«, skriver han.

Der monterede han en detonator på cirka 30 gram sprængstof for at se, hvordan det virkede.

»Hvis testen mislykkedes, ville jeg droppe Plan A og gå videre med den ikke-spektakulære Plan B«, noterede Breivik.

LÆS ARTIKEL

Massedrab var Breiviks plan B

Han ventede utålmodigt, da han havde antændt sprængstofferne.

»Det er de længste ti sekunder, jeg nogen sinde har oplevet. Booom! Detonationen var vellykket. Jeg kørte hurtigt væk for at undgå uønsket opmærksomhed fra mennesker i nærheden«.

Nogle timer senere vendte han ifølge sit manifest tilbage for at kontrollere resultatet og opdagede, at noget af sprængstoffet ikke var detoneret og at han var nødt til at forbedre sin opskrift.

Omkringboende lagde ikke mærke til braget

Det behøvede han imidlertid ikke bekymre sig om. Ifølge VG bemærkede ingen af beboerne i området smældet.

Lidt over en måned senere sprængte han sin bombe ud for de norske regeringskontorer i Oslo, inden han hastede til Utøya, hvor han skød løs mod unge fra det socialdemokratiske Arbejderpartiets ungdomsorganisation.

LÆS OGSÅ Breivik blev overrasket over at nå ud til Utøya

Bomben kostede otte mennesker livet, mens 69 blev dræbt under massakren på den politiske lejr.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her