I går festede de i Tripoli.
Ramadanen er slut og det fejrer muslimer med den særlige Eidfest. Men i Libyen er glæden overstrømmende: Den markerer samtidig afslutningen på 42 års Gaddafidiktatur.
Det er blevet behørigt fejret på Martyrernes Plads i det centrale Tripoli, hvor jubelen ingen ende ville tage og hvor deltagerne begejstret skrålede med på frihedssange.
LÆS OGSÅ Politiken.dk i Tripoli: Freden indtager hovedstaden
Festen falder på et tidspunkt, hvor byen langsomt er ved at vende tilbage til en almindelig hverdag. De første butikker på byens hovedstrøg er ifølge Politikens udsendte begyndt at åbne.
»Det er som om man forsigtigt smager på friheden«, siger Claus Blok Thomsen fra Tripoli.
Svært at finde benzin
Men der er stadig mangel på mangt og meget. Der er endnu ikke vand i hanerne. Strømmen kommer og går. Det er svært at finde tankstationer med benzin. Og der er mangel på mange madvarer, hvilket har presset priserne op, selv om fødevaresituationen er blevet bedre de seneste dage.
Og så er nogle indbyggere i Tripoli reserverede over for de mange oprørssoldater fra den østlige del af landet, der opholder sig i byen.
»Vil de nu til at bestemme det hele?«, frygtes det ifølge Politikens udsendte.
LÆS MERE Nu skal Libyens fremtid sikres
Det virker ikke som om vareknapheden generer synderligt.
»De er stadig i gang med at glæde sig over at være sluppet af med Gaddafi«, siger Claus Blok Thomsen. Som vesterlænding standses han på gaderne af beboere, der jubler over friheden og gør v-tegn, sejrstegnet, til de udenlandske journalister.
»Der er ikke krig i Tripoli længere«, konkluderer han.
fortsæt med at læse



























