Grunden til, at Taleban kunne komme tæt på Kabuls såkaldte sikkerhedszone var, at mændene var trukket i kvindetøj.
De seks terrorister har dræbt over en snes personer ved et næsten et døgn langt slag i Kabul. Blandt dødsofrene var 11 civile, heriblandt tre børn.
Gruppen kom uopdaget ind i byen i et køretøj, der var læsset med sprængstoffer. Mændene skjulte sig i burkaer, de heldækkende dragter, mange afghanske kvinder går i.
Efter at have skudt en sikkerhedsvagt stormede de ifølge nyhedsbureauet Reuters op i et halvfærdigt højhus, hvor de muligvis havde skjult våben på forhånd.
LÆS ARTIKEL Det tog afghanerne knap et døgn at nedkæmpe seks talebanere
Herfra åbnede de ild mod den amerikanske ambassade, der lå et godt stykke væk. De sendte blandt andet granater mod bygningen, men ramte ingen af amerikanerne.
»De affyrede raketstyrede granater på mindst 800 meters afstand. Det er ikke angreb. Det er chikane«, mener ambassadør Ryan Crocker.
Minerede ejendommen
Afghanske sikkerhedsstyrker forsøgte at indtage bygningen, men terroristerne havde anbragt lureminer, der vanskeliggjorde operationen.
Ejendommen blev også beskudt fra kamphelikoptere, men gruppen kunne søge ly i elevatorskakten og i små rum i den halvfærdige betonbygning.
Afghanske sikkerhedsstyrker nedkæmper tre TalebanfolkBag angrebet stod efter alt at dømme en terrorgruppe, der anføres af Jalaluddin Haqqani. Gruppen har ifølge nyhedsbureauerne baser i det vestlige Pakistan, hvorfra den kan angribe mål i Afghanistan.
Tilflugtssteder skal fjernes
Det problem må og skal løses, vurderer ambassadøren i Kabul.
»Det er svært at nedkæmpe en opstand, når den har masser af støtte uden for landets grænser. De har et sikkert tilflugtssted«, konstaterer Ryan Crocker.
»For at nå en langsigtet løsning er det tydeligt, at de sikre tilflugtssteder skal reduceres«, vurderer han.
fortsæt med at læse




























