Søster til drabsfrikendt: »Vi er taknemmelige over, at Amandas mareridt er overstået«

mareridt. Amanda Knox blev i aftes frifundet for mordet på sin tidligere bofælle, Meredith Kercher.
mareridt. Amanda Knox blev i aftes frifundet for mordet på sin tidligere bofælle, Meredith Kercher.
Lyt til artiklen

»Jeg vil for altid være taknemmelig over for deres modige engagement...og over for dem, der skrev til mig, og over for dem, der forsvarede mig«.

Den 24-årige amerikanske student Amanda Knox, der i aftes i en italiensk retssal blev frikendt for mordet på sin tidligere bofælle Meredith Kercher, takker sine mange støtter i en skriftlig meddelelse via det italienske nyhedsbureau Ansa.

Et mareridt, der varede knap fire år, er slut. Amanda Knox har siddet fængslet, siden hun blev anholdt for mordet i 2007. I 2009 blev hun idømt 26 års fængsel - en dom hun ankede, efter der blev skabt tvivl om dna-beviser i sagen.

LÆS ARTIKEL Amerikansk student frikendt for brutalt mord

Efter frifindelsen, der umiddelbart fik Amanda Knox til at bryde sammen i tårer, hentede hun i aftes sine personlige ejendele i fængslet i Perugia. Udenfor fængslet var støtter af den unge pige mødt op. Indenfor murene blev Amanda Knox gratuleret med tilråb som »godt gået«, bekræfter Rocco Girlanda, et italiensk parlamentsmedlem, der har støttet Knox fra begyndelsen over for CNN.

»Amanda er ufatteligt glad«, siger han og fortæller, at Amanda Knox hoppede af glæde.

»Hendes første ønske er at lægge sig ned på en grøn græsmark«, forklarer han.

Amerikansk student: Jeg er ikke en sexgal hun-djævel

Efter at have forladt fængslet i Perugia i Umbrien blev Amanda Knox genforenet med sine forældre, der fulgte appelretssagen tæt.

»Vi er taknemmelige over, at Amandas mareridt er overstået. Hun har lidt i fire år på grund af en forbrydelse, hun ikke har begået«, sagde Amanda Knox' søster Deanna Knox efter frifindelsen.

En meget, meget ringe proces
Men ikke alle priser sig lykkelig over gårsdagens frifindelse. Udenfor retten råbte mange fremmødte »skam, skam« efter rettens beslutning.

To italienske studerende, der var troppet op, fortalte til CNN, at de var overbeviste om, at Knox og hendes medanklagede ekskæreste, Raffaele Sollecito, er skyldige i mord.

En kvinde, der opgav sit navn som Veronica, og som studerer jura på fjerde år, erklærede sig »meget oprørt over det italienske retssystem«. Processen har været »meget, meget ringe«, mener hun.

»Familien (ofrets familie, red.) har brug for, at retfærdigheden sker fyldest. Og endnu vigtigere, at sandheden kommer frem«, fortsatte hun.

Ofrets familie er fortvivlet

Meredith Kerchers bror, Lyle Kercher, siger, at familien er fortvivlet over, at opklaringen af mordet nu er tilbage på nulpunktet efter frifindelserne.

Han fortæller ifølge AP, at familien stadig forsøger at forstå, hvordan en afgørelse, »der var så sikker for to år siden er blevet tilsidesat på så dramatisk vis«.

En tredje mand, Rudy Guede, er idømt 16 års fængsel for delagtighed i mordet. Men ifølge denne dom var Guede imidlertid ikke alene om mordet.

LÆS OGSÅ Frikendt amerikansk student flyver hjem efter dramatisk retssag

Amanda Knox er i dag taget hjem til Seattle i USA, hvor hun kommer fra. Men hendes plan er at vende tilbage til Italien, forklarer hendes advokat, Carlo Dalla Vedova.

FACEBOOK

Elisabeth Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her