De nye magthavere i Libyen forventer inden udgangen af året en stigning i landets produktion af olie til omkring 700.000 tønder om dagen. Det svarer til cirka halvdelen af de mængder, der blev produceret under Muammar Gaddafis lederskab.
Før oprøret mod obersten brød ud i februar var dagsproduktionen på cirka 1,6 millioner tønder. Heraf blev omkring 80 procent eksporteret. Det efterfølgende oprør og krigen mellem styrets modstandere og tilhængere medførte et totalt stop for produktionen.




























