Europæiske og danske aktier går i hver sin retning

Lyt til artiklen

Aktiemarkederne startede her til morgen ud med at vise tilfredshed med udviklingen i Europa. Men det blev kortvarigt.

Ved middagstid reagerede investorerne nemlig ved at sende aktiekurserne nedad.

»Et stykke hen ad vejen var det overraskende, at de steg her til morgen. De steg en del i sidste uge, så det var som om, at den effekt bare fortsatte i dag«, siger Per Hansen, aktiestrateg i Jyske Bank.

Selvom en auktion i Italien endte med højeste rente i mange år, mener aktiestrateg i Jyske Bank, Per Hansen, ikke at det har været så afgørende.

»Aktierne bevæger sig lidt som trækfugle. Først flyver de lidt den ene vej, så flyver de lidt den anden vej. Udfordringerne er der stadig for Italien«, siger han.

Danske aktier ligger lunt
Flere af de store indeks har fald på mellem 1 og 2 procent. Mens det franske falder 1,2 procent, falder det tyske 0,9 procent og det italienske 1,3 procent. Det danske ligger positivt med et plus på 0,3 procent.

Det spanske aktieindeks falder med hele 1,8 procent. Landet er ramt af stigende renter på statsobligationer. Det betyder, at det bliver dyrere for den spanske stat at låne penge. Staten kæmper i forvejen med et underskud.

LÆS MERE

Ekspert: Nu skal Italien og Grækenland levere varen

Renterne er i det hele taget i fokus i Europa. For Italien, som har domineret dagsordenen den seneste uge, stiger renterne igen efter at være faldet gennem det meste af dagen.

Højeste siden 1997

Renten på den 10-årige statsobligation ligger dog stadig et stykke fra de syv procent, som er en psykologisk vigtig grænse. Lande, der har haft en rente herover, er ofte endt med at bede om hjælp fra international side.

At renterne igen stiger, skyldes ifølge borsen.dk, at Italien måtte betale en meget høj rente ved en auktion over italienske statsobligationer med fem års løbetid. Obligationerne blev solgt til en samlet sum af 3 milliarder euro.

Men renten var 6,29 procent, og det er den højeste rente betalt på den type obligation siden 1997. For en måned siden var renten knap et procentpoint lavere.

I Danmark er det derimod dalende renter, der viser sig. Den danske 10-årige statsobligation ligger på 1,9 procent.

FACEBOOK

Pia Buhl Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her