Den dræbte libyske diktator Moamar Gaddafis søn Saif al-Islam er blevet anholdt i det sydlige Libyen, meddeler landets justitsminister.
Han er blevet pågrebet nær byen Obari.
Saif al-Islam er eftersøgt af Den internationale Straffedomstol, der anklager ham for forbrydelser mod menneskeheden.
Han beskyldes for at have opfordret til drab på modstandere af styret, da libyerne rejste sig mod hans far, Moamar Gaddafis, brutale diktatur. Han nægter sig skyldig i anklagerne.
DOKUMENTATION Læs straffedomstolens anklageskrift mod Saif al-Islam ( eksternt link - på engelsk)
Al-Islam har været på flugt i længere tid og har tilsyneladende via mellemmænd forhandlet med straffedomstolen om at overgive sig.
Men samtidig har han via radio opfordret Gaddafi-tilhængerne til at bekæmpe Libyens nye regering.
»Dette er vort land, hvor vi lever og hvor vi dør. Vi fortsætter modstanden«, erklærede han i sidste måned på en optagelse, der blev udsendt via den arabiske tv-station Al-Arabiya.
Tidligere meldt fanget
Oprørere har tidligere erklæret, at de havde pågrebet diktatorsønnen, men det viste sig, at oplysningen ikke var korrekt. Denne gang stammer informationerne om hans pågribelse imidlertid fra overgangsregeringens justitsminister, Mohammed Al-Alagi, meddeler Al-Arabiya.
Han er tilsyneladende blevet taget, da to af hans livvagter forsøgte at smugle ham ind i nabolandet Niger. Al-Islam er nu ført til Zintan, siger en lokal militsleder.
LÆS OGSÅ Tidslinje: Gaddafis fald og Libyens befrielse
Saif al-Islam har tilsyneladende været den person, der var udset til at overtage magten over det nordafrikanske land efter sin far.
Han er født i 1972 og er blandt andet uddannet på London School of Economics. Under oprøret har han flere gange optrådt som talsmand for sin fars regime.
fortsæt med at læse





























