De norske myndigheder bekræfter forlydender om, at en mentalundersøgelse erklærer Anders Behring Breivik for psykotisk.
Det er specialist i psykiatri Torgeir Husby og afdelingsoverlæge Synne Sørheim, der på baggrund af 36 timers samtale med den terrorsigtede nordmand har udarbejdet en mere end 243 sider lang rapport om hans mentale helbred.
LÆS MERE Avis: Breivik er utilregnelig
Rapporten bliver netop nu fremlagt på et pressemøde hos politiet i Oslo.
Her oplyser statsadvokat Sven Holden, at Breivik ifølge rapporten var psykotisk, da han udførte terrorangrebet og under selve samtalerne med retspsykiaterne.
»Konklusionen er med andre ord, at Anders Behring er utilregnelig«, siger statsadvokat Sven Holden.
Han understreger, at retspsykiaterne ikke udtrykker tvivl om deres konklussion.
»De konkluderer, at han over en lang periode har udviklet sygdommen paranoid skizofreni«, siger Sven Holden.
Paranoid skizofreni dækker over en manglende evne til at skille virkelighed fra fantasi, og Sven Holden oplyser, at Breivik lider under flere »vrangforestillinger«.
Anser sig selv for ridder
Offentligheden får kun indblik i rapportens konklusion, men Sven Holden løfter dog en del af sløret for, hvad der ligger til grund for retspsykiaternes vurdering.
Ifølge mentalundersøgelsen forklarer Breivik blandt andet, at hans handlinger bunder i »kærlighed til sit folk« og at »han er udvalgt til at bestemme hvem, der skal leve og dø«.
»Han beskriver sig selv som den mest perfekte ridder siden Anden Verdenskrig«, siger Holden.
Inden rapporten kan indgå i retssagen mod Breivik, skal den dog godkendes af en retsmedicinsk kommission, RMK, der skal tage stilling til, om rapporten er fagligt holdbar.
fortsæt med at læse




























