Syriske demonstranter tilføjer 35 døde til martyrlisten

Lyt til artiklen

Uroen efter fredagsbønnen i Syrien har kostet 35 demonstranter livet, hævder lokale aktivister.

Dødsfaldene bringer ifølge oprørerne ugens tabstal op på 130.

Siden mandag har observatører fra den Arabiske Liga befundet sig i Syrien for at danne sig et overblik over situationens alvor.

Vestlige mediers korrespondenter i landet beretter, at observatørernes tilstedeværelse i landet fik hundredtusindvis af syrere til at blande sig i demonstrationerne i landets største byer efter gårsdagens fredagsbøn.

SE VIDEO Oprørere bruger drengelig i et nødråb til omverdenen

Den arabiske tv-station al-Jazeera har vist video fra Syriens tredjestørste by Homs, hvor demonstranter samledes om kampråbet »revolution, revolution! Syrien, ærens revolution, frihedens revolution!«.

Skød mod demonstranter
I flere af Syrens større byer blev demonstranterne angiveligt mødt med hård hånd af myndighederne.

Demonstrationen i Douma blev splittet op af skudsalver og tåregas, og flere end 20 mennesker blev såret af såkaldte sømbomber, da de forsøgte at nå frem til byens rådhus, hvor nogle af den Arabiske Ligas observatører skulle have befundet sig.

Det oplyser organisationen Syrian Observatory for Human Rights, der har hjemme i London, til BBC.

Tusindvis af dræbte

Fredagens sammenstød bringer ifølge FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder oprørernes samlede tabstal siden urolighedernes begyndelse i marts op over 5.000 personer.

Den syriske regering anslår, at den i samme periode har mistet 2.000 soldater.

De enorme tal til trods har den umiddelbare udmelding fra den Arabiske Ligas chefudsending, den sudanesiske Gen Mustafa al-Dabi, været afmålt.

LÆS OGSÅ Syriens opposition vil af med sudanesisk observatør-leder

»Nogle steder har set ødelagte ud, men der var ikke noget urovækkende«, var Gen Mustafa al-Dabis kommentar først på ugen.

Siden har menneskeretsforkæmpere og oppositionsledere i Syrien opfordret Ligaen til at erstatte den sudanesiske delegationsleder, der ifølge Amnesty International har stået bag menneskerettighedsovergreb i sit eget hjemland.

Mads Zacho Teglskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her