Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Tv-debat er gylden mulighed for angreb på Romney

Romney. I aften er der tv-debat i New Hampshire, hvor vælgerne på tirsdag skal afgøre, hvem de vil have som partiets præsidentkandidat. Storfavoritten Mitt Romney fører stort.
Romney. I aften er der tv-debat i New Hampshire, hvor vælgerne på tirsdag skal afgøre, hvem de vil have som partiets præsidentkandidat. Storfavoritten Mitt Romney fører stort.
Lyt til artiklen

Det er nu eller aldrig for en stribe af de republikanske præsidentkandidater.

I aften er der tv-debat i New Hampshire, hvor vælgerne på tirsdag skal afgøre, hvem de vil have som partiets præsidentkandidat.

Storfavoritten Mitt Romney fører stort, så debatten byder på en kærkommen mulighed for rivalerne til at pille ham ned.

Konservativ amartør
Spørgsmålet er, så hvem og hvor mange der vil benytte sig af lejligheden.

Newt Gingrich – tidligere formand for Repræsentanternes Hus – har svoret, at han ikke vil komme med personlige angreb i valgkampen. Det løfte har han imidlertid har svært ved at overholde.

»En konservativ amatør er ikke bedre end en liberal amatør – eller skulle man sige en såkaldt konservativ«, sagde han forleden på et valgmøde – en reference til, at Mitt Romney ifølge Gingrich ikke har den nødvendige erfaring ligesom Obama.

»Seriebedragere«

I dag meddelte en gruppe, der støtter Gingrich, at den er på vej med en video, som leverer et frontalangreb på Romney, men den vil først være klar til valget i South Carolina i ugen efter New Hampshires valg.

Nummer to i målingerne i New Hampshire er kongresmedlem Ron Paul, som har som en mærkesag at slanke det offentlige system med en billion dollar i sit første år som præsident.

Han har hidtil koncentreret sine angreb om de andre udfordrere. I en mail i dag til tilhængerne kalder han Rick Santorum, der ligger på partiets højrefløj, for en »efterligning af en konservativ«.

LÆS OGSÅ Santorum: Jeg elsker Polen

I en reklamevideo omtaler han både Gingrich og Santorum som »seriebedragere«.

Se videoen her.

Eks-senator Rick Santorum har fået stor opmærksomhed, efter at han blev nummer to ved valget i Iowa i tirsdags – blot otte stemmer efter Mitt Romney.

Vidne: Optællingsfejl afgjorde snæver sejr i Iowa

Men Rick Santorum risikerer i aften at skulle bruge mere tid på at forsvare sig selv end på at angribe. Hans stigende popularitet betyder, at både medierne og rivalerne går ekstra kritisk til socialkonservative kandidat.

En anden af kandidaterne, Jon Huntsman, har satset hele sin valgkamp på succes i New Hampshire. Han ligger imidlertid til mindre end ti procent af stemmerne i staten, og det kunne måske motivere ham til et angreb på Romney, selv om det ikke vil være hans stil.

ARTIKEL

Præsidentkandidat: Ich spreche Deutsch

Den slags tanker kunne også sagtens rumstere i hovedet på den sidste af aftenens kandidater, Texas-guvernør Rick Perry. Han sluttede på en skuffende 5.-plads i Iowa, og i New Hampshire ligger han til blot én procent af stemmerne.

Som en af de få har han tidligere angrebet Romney. I en tv-debat i efteråret beskyldte han for eksempel rivalen for at hyre illegale udlændinge som gartnere. Texas-guvernøren er imidlertid kendt som en dårlig debattør, hvilket fuldstændig har smadret hans valgkamp.

Se Rick Perry katastrofale øjeblik

I de hidtil 13 tv-debatter har Mitt Romneys udfordrere primært koncentreret sig om enten at bevare den gode tone eller angribe hinanden. At gå i kødet på Romney – der er en glimrende debattør – har de ikke fundet værd at gøre.

Hvis det fortsætter i aften, er det muligt, at Mitt Romney snupper nomineringen som republikanernes præsidentkandidat på rekordtid.

Dog skal han ikke puste ud for tidligt. Præcis 12 timer efter, at aftenens debat begynder, skal de seks rivaler mødes til endnu en debat i New Hampshire..

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her