For et par dage siden lignede han en sikker vinder. Men efter et par dramatiske dage i det republikanske parti, er Mitt Romney i defensiven.
En helt frisk måling blandt vælgerne i South Carolina peger på Newt Gingrich som den sandsynlige vinder af lørdagens primærvalg.
Samtidig måtte Romney torsdag lide den tort at blive frataget sejren fra afstemningen i Iowa 3. januar, da en ny optælling viste, at Rick Santorum fik 35 flere stemmer.
LÆS MERE Konkurrenter haler ind på Romney kort før valg
Under en tv-debat på CNN torsdag aften var Mitt Romney også i defensiven, især da han blev spurgt om, hvorvidt han vil offentliggøre sine selvangivelser.
Gingrich stak kniven ind
Nøjagtig som i den sidste tv-debat i mandags, vævede Mitt Romney så meget, at publikum helt usædvanligt begyndte at buhe ad storfavoritten.
Newt Gingrich benyttede lejligheden til at stikke kniven ind:
»Hvis der er noget i de selvangivelser, der kan få os til at tabe præsidentvalget, bør vi vide det inden på lørdag. Hvis der ikke er noget, så kan han vel bare lægge dem frem«, sagde Gingrich.
Åbent forhold giver problemer
Han stod for aftenens suverænt største bifald, da CNN-journalisten John King åbnede debatten med at spørge ind til torsdagens slibrige historie om Gingrichs ekskone, Marianne. Hun sagde i interview med flere medier torsdag, at Gingrich havde foreslået hende et åbent ægteskab, mens han havde en affære med sin nuværende kone, Callista.
»Jeg væmmes over, at du vil indlede en præsidentdebat med sådan et spørgsmål«, snerrede Gingrich, hvorefter publikum i salen rejste sig og sendte politikeren varme bifald.
Gingrich holdt øjeblikket i live ved at anklage de elitære medier for altid at forsvare præsident Obama.
LÆS OGSÅ Texas' guvernør forlader ræset om at blive præsident
Dermed synes Newt Gingrich at have vendt ekskonens angreb til sin egen fordel, og han står nu meget stærkt i forhold til at vinde lørdagens første primærvalg i en sydstat.
Det kan genåbne spændingen om, hvem der bliver republikanernes kandidat, men det ændrer ikke ved, at Mitt Romney fortsat har langt flere penge, er langt bedre organiseret og har solid opbakning fra det republikanske partiapparat.
Efter at Texas’ guvernør Rick Perry torsdag meldte sig ud af kampen, deltog blot fire politikere i torsdag aftens tv-debat. Ud over Mitt Romney og Newt Gingrich var det den superliberale Ron Paul og den værdikonservative Rick Santorum.
LÆS ARTIKEL
Efter fintælling: Santorum slog Romney med 34 stemmerDen sidstnævnte havde medvind efter den overraskende melding om, at han faktisk vandt afstemningen i Iowa, og han forsøgte med aggressive angreb på de øvrige kandidater at holde sig inde i kampen.
Newt Gingrich fik at vide, at han havde været en elendig leder af det republikanske parti, da han sad som formand for Repræsentanternes Hus, og Mitt Romney blev angrebet for sine skiftende syn på abort og for den sundhedsreform, han fik vedtaget som guvernør i Massachusetts.
Men ifølge den seneste måling fra instituttet PPP ligger Santorum til at måtte dele tredjepladsen i South Carolina med Ron Paul, mens Romney og Gingrich slås om sejren. I den seneste måling, der blev offentliggjort sent torsdag aften, fik Gingrich 35 procent af stemmerne mod 29 til Mitt Romney.
fortsæt med at læse




























