En nærmest uhyggelig ro prægede debataften i Florida

VALGKAMP. Gnisten gik af debatten, da de fire republikanske præsidentkandidater mødtes i Florida. Mitt Romney (tv) fik dog leveret et angreb på Newt Gingrich under den ellers tamme diskussion, rapporterer medierne.
VALGKAMP. Gnisten gik af debatten, da de fire republikanske præsidentkandidater mødtes i Florida. Mitt Romney (tv) fik dog leveret et angreb på Newt Gingrich under den ellers tamme diskussion, rapporterer medierne.
Lyt til artiklen

Det blev en fuser, da de fire republikanske præsidentkandidater skulle debattere i en sal på Sydfloridas Universitet.

Ordstyreren bad på forhånd tilhørerne lade være med at heppe og huje. Hvilket de så lod være med.

Det gav en nærmest uhyggelig ro og en decideret slap debat i hallen, konstaterer nyhedssiden Politico skuffet.

Og der var da også langt til de bråvallaslag og velrettede kæberaslere, de fire republikanere har afleveret under tidligere valgmøder.

LÆS OGSÅ Romneys skattepapirer afslører formuer i udenlandske skattely

Hvor Newt Gingrich i South Carolina verbalt lammetævede en forfjamsket og passiv Mitt Romney, var rollerne nærmest byttet om i Florida. Romney kritiserede Gingrich for at være en levebrødspolitiker, der, siden han trak sig som parlamentsformand, har været til salg for højestbydende.

»Jeg lærte noget af debatten i South Carolina. Jeg vil ikke læne mig tilbage og lade mig angribe dag efter dag uden at skyde igen«, sagde Mitt Romney ifølge Reuters.

LÆS ARTIKEL

Newt Gingrich tæver Mitt Romney i South Carolina

Han langede blandt andet ud efter sin hovedmodstanders arbejde for det kriseramte realkreditselskab Freddie Mac.

»I de 15 år, der er gået, siden han trak sig, har formanden arbejdet som indflydelseskræmmer i Washington«, finder Romney.

»Jeg tror ikke på, at vi kan generobre Det Hvide Hus, hvis den person, der er i spidsen for vores parti, er en, der arbejdede for Freddie Macs cheflobbyist. Freddie Mac betalte parlamentsformanden 9 millioner kroner på et tidspunkt, hvor Freddie Mac kostede Floridas indbyggere tusinder af dollar«, erklærede Romney.

Aviser beskyldningen

Gingrich afviste indædt, at han har fungeret som lobbyist for Freddie Mac og forklarede, at han tjente sine 9 millioner kroner fra realkreditselskabet ved at arbejde som konsulent.

»Det her er den værste gang banalpolitik«, sagde han.

Newt Gingrich arbejdede for Freddie Mac frem til september 2008, hvor den amerikanske regering måtte træde til for at redde selskabet fra kollaps.

LÆS MERE USA's regering overtager blødende finanskæmper

De to andre kandidater, Ron Paul og Rick Santorum, stod begge i baggrunden under slaget mellem det republikanske partis to frontløbere.

Santorum nåede dog at få en enkelt pointe igennem.

Han sagde, at præsident Barack Obamas sundhedsreform baserede sig på sundhedssystemet i Massachusetts, som Mitt Romney har været guvernør for.

Og at Newt Gingrich i 20 år har støttet den føderale stats indflydelse.

Efter fintælling: Santorum slog Romney med 34 stemmer

Begge elementer er dele, republikanske vælgere er imod. Hvilket fik Rick Santorum til at sammenligne sine to rivaler med den siddende præsident.

»Der er ingen forskel mellem præsident Obama og disse to herrer«, lød hans argument over for den tavse tilskuerskare i Sydfloridas Universitets store sal.

FACEBOOK

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her