Briterne frygter værste oversvømmelse i 50 år

Bommene ved Themsen i London er blevet lukket efter varslinger om de hidtil værste oversvømmelser i Storbritanniens historie.
Bommene ved Themsen i London er blevet lukket efter varslinger om de hidtil værste oversvømmelser i Storbritanniens historie.
Lyt til artiklen

Flere tusinde briter har forladt deres hjem, efter Met Office, Storbritanniens svar på DMI, har varslet, at landet vil blive ramt af den værste oversvømmelse i 50 år.

Det er stormen i Nordsøen, der højst sandsynligt vil få vandet til at stige op til halvanden meter og ødelægge dele af de britiske kyster, skriver BBC News.

Briterne håber på det bedste
Sluserne ved Themsen og Dartford Creek er allerede blevet lukket, og den britiske regering har advaret befolkningen i især Kent og Norfolk om den overhængende fare for oversvømmelse.

»Jeg er virkelig bekymret. Det eneste, jeg kan gøre, er at håbe på det bedste. Jeg har fået fat på sandsække til mig selv, min ældre nabo og min genbo, der lige har født en baby, og jeg forventer at bruge hele natten på at flytte mine ting op på 1. sal«, sagde en af de udsatte briter, den 43-årige mor til to, Lynsey Martinique, til Times Online torsdag aften.

Met Office har desuden advaret om vindstød op til 145 kilometer i timen ved Orkney og Shetlands Øerne ud for Skotland.

2000 dræbte ved hidtil værste oversvømmelse

Også de hollandske myndigheder advarer om faren for oversvømmelse. Al skibstrafik ud af Rotterdam er lukket indtil tidligst klokken 17.00 i dag.

Omkring 10.000 britiske hjem og forretninger forventes at blive ramt af stormen i Nordsøen.

Da den hidtil værste flodbølge ramte Storbritannien og Holland i 1953, blev mere end 2.000 mennesker dræbt.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her