FN's humanitære leder, Valerie Amos, er ankommet til det uroplagede Syrien for at appellere til den syriske regering.
Amos har sagt, at hendes mål med rejsen er at »opfordre alle parter til at give uhindret adgang for humanitære hjælpearbejdere, så de kan evakuere de sårede og levere vigtige forsyninger«.
En talsmand fra Syrisk Røde Kors fortæller til Reuters, at den syriske afdeling af nødhjælpsorganisation netop har fået adgang til den hårdt ramte oprørsbydel Baba Amr.
Det syriske regime havde ellers nægtet FN's Valerie Amos adgang til landet i sidste uge.
Den humanitære leder landede tidligere i dag i Damaskus, hvor hun mødtes med udenrigsminister Walid al-Moallem. Det fortæller Jihad Makdessi, talsmand for det syriske udenrigsministerium, ifølge CNN.
LÆS OGSÅ Syrisk militær sprænger bro for at standse flygtningestrøm
Også FN's og Den Arabiske Ligas særlige udsending, Kofi Annan, skulle være på vej mod Syrien i denne uge.
Den tidligere FN-generalsekretær vil forsøge at fremme en fredelig og politisk løsning, der lever op til de demokratiske forhåbninger blandt det syriske folk.
FN-chef rejser til Homs
Nu skulle Valerie Amos ifølge nyhedsbureauet AP være på vej til den ødelagte oprørsby Homs.
På trods af et stigende internationalt pres har den syriske regering forhindret nødhjælpsarbejdere i at yde nødhjælp til det ødelagte Baba Amr-kvarter i Homs.
Sidste torsdag fik Røde Kors og syrisk Røde Kors adgang til Baba Amr, men allerede dagen efter blev nødhjælpsarbejdere med mad og medicin nægtet adgang.
Efter den syriske hærs stormløb mod oprørsbydelen kan både civile og oprørshæren berette om voldsomme hævnaktioner.
Flygtninge beretter om blodbad i Baba AmrBBC har bragt rystende optagelser fra et statsligt sygehus i Homs. En sygehusansat har med livet som indsats filmet, hvordan kvæstede syrere, der er mistænkt for at sympatisere med oprøret mod landets diktator, bliver mishandlet brutalt.
Det folkelige oprør mod præsident Bashar al-Assad tog sin blodige start i marts måned sidste år.
LÆS MERE
»De vil slagte dem som får«Ifølge den britisk-baserede organisation Syrian Observatory for Human Rights har 8458 mennesker mistet livet i Syrien siden oprørets begyndelse. FN skønner dog, at 7.500 mennesker har mistet livet.
USA forslår ny resolution
Trods de eskalerende blodsudgydelser i Syrien sagde præsident Barack Obama på et pressemøde i går, at det vil være en fejltagelse, hvis amerikansk militær alene går ind i Syrien.
Obama foreslår i stedet en ny FN-resolution, der skal indeholde et krav om voldens ende i Syrien - først og fremmest Assad-regimets vold og derefter oprørernes væbnede modstand.
Rusland og Kina har tidligere blokeret en resolution fra FNs Sikkerhedsråd mod Syrien. Begge lande har åbent bekendt deres støtte til Syriens diktator.
Dog har den kinesiske udenrigsminister i anerkendelse af volden i Syrien oplyst til kinesiske statsmedier i dag, at Kina har evakueret de fleste kinesiske statsborgere fra Syrien.
fortsæt med at læse




























