Danmark frigiver atter somaliske sørøvere

Lyt til artiklen

Mandskab fra 'Absalon' har frigivet 12 sørøvere, der blev pågrebet den 11 april om bord på et skib med 12 tilfangetagne gidsler.

Det meddeler Søværnets Operative Kommando.

De tolv blev overmandet, da danske marinesoldater bordede et piratmoderskib ud for Afrikas Horn og befriede 12 gidsler fra Pakistan og Iran. De havde været i piraternes vold i en måned, da danskerne slog til.

Fire af de 16 somaliere, der havde deltaget i gidseltagningen, er blevet udleveret til Seychellerne til retsforfølgelse, mens resten torsdag aften blev hjulpet hjem til Somalia af de danske styrker.

LÆS OGSÅ Pirater går igen på danske krigsskibe

Det er ikke første gang, at Danmark lader sørøverne gå. Det seneste eksempel er fra begyndelsen af april, hvor 17 somaliere blev eskorteret i land efter at de var blevet taget på fersk gerning med 18 gidsler fra Iran og Pakistan på et fartøj ud for Somalia.

To gidsler blev ved aktionen mod det kaprede skib fundet hårdt kvæstede på skibet. De udåndede kort efter. Forsvarets Auditørkorps er ved at undersøge dødsfaldene.

FOTOS

Tilsyneladende havde somalierne sat deres ofre til at være en slaver om bord på sørøverskibet, hvor de skulle varte deres gidseltagere op.

Hyppige løsladelser frustrerer besætningen

Ved tidligere frigivelser af gerningsmændene til gidseltagningerne har mandskabet fra de danske flådefartøjer ladet vide, at de er trætte af gang på gang at skulle hjælpe sørøvere i land efter at have pågrebet dem.

LÆS ARTIKEL Piratjægere om løsladelser: Det er ikke rimeligt

Ifølge branchemediet Maritime Danmark har Danmark siden 2008 pågrebet i alt 286 somaliske sørøvere. 41 af dem er udleveret til domstole i regionen. Resten er blevet hjulpet tilbage til Somalia igen af de danske styrker.

Andre lande - blandt dem USA, Holland og Sydkorea - retsforfølger sørøvere for deres forbrydelser.

Efter løsladelsen af de 12 somaliere har 'Absalon' nu vendt stævnen hjemad. Fartøjet udgår nu af Nato's antipiratoperation i farvandene ud for Somalia, meddeler Søværnets Operative Kommando.

FACEBOOK

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her