Hollywoods stjerner hylder ham, religiøse partifæller ærgrer sig, og sociale medier gløder.
Reaktionerne har været intense, siden Barack Obama i aftes meddelte sin støtte til ægteskab mellem homoseksuelle. En sjælden støtte får præsidentens udmelding blandt andet fra konservativ side.
»Lad os være ærlige. Hvad præsidenten gjorde, var det rigtige, og det er et godt første skridt«, siger Christopher Barron, formand for GOProud, som er konservative homoseksuelles forening, til CNN.
Kristne demokrater er uenige
Lige så usædvanlig modstand har Obamas udmelding fostret blandt nogle af hans mest dedikerede støtter. En af dem er en præst fra North Carolina:
»Jeg mener, at ægteskab er noget, Gud har bestemt er mellem en mand og en kvinde. Ægteskab er bestemt af Gud, for at vi skal fuldbyrde det og formere os, og det er meningen med ægteskab. Jeg har et problem med hele begrebet om ægteskab mellem mand og mand og mellem kvinde og kvinde«, siger Dwayne Walker, der er demokrat og præst i kirken Little Rock AME Zion Church i Charlotte, North Carolina, til CNN.
Obamas udmelding har fået enorm opmærksomhed på sociale medier som Facebook og Twitter. Syv timer efter, at præsidenten havde skrevet den korte sætning på Twitter: »Par med to af samme køn skal kunne gifte sig«, havde over 50.000 brugere retweetet - videresendt – hans besked.
Obamas udmelding om homovielser er sprængstof i USA’s valgkampBlandt de mange twitter-reaktioner er en række film- tv- og musikstjerner såsom Julianne Moore, Alicia Keys og Tyra Banks.
»Barack Obama inspirerer mig nok engang. Sandt lederskab er, når du er villig til at sætte din magt og din stemme ind, sådan at alle vores (stemmer) kan blive hørt«, skriver popsanger og skuespiller Justin Timberlake.
»Tak præsident Barack Obama for dine for smukke og modige ord. Jeg er overvældet«, skriver komiker og talkshow-vært Ellen DeGeneres, der er åbent lesbisk.
Den konservative tv-vært Bill O’Reilly reagerede i sin udsendelse på FOX News ved at sige, at det er alment kendt, at mange Hollywoodstjerner har tendens til at »idolisere« Barack Obama.
Valgkampagne slår mønt på meldingen
Kort efter Obamas udmelding sendte præsidentens kampagnefolk emails af sted til hans støtter med opfordringer til at give donationer til hans valgkampagne. Det har givet gevinst, melder den demokratiske partiorganisation:
»Få minutter efter ringede folk med deres kreditkort klar. De er begejstrede« siger Andres Tobias, kasserer i demokraternes nationale partiorganisation til L.A. Times.
Efterspørgslen på billetter ventes at stige til et særligt arrangement for bøsser, lesbiske og transseksuelle, som præsidenten holder 6. juni i Los Angeles for at samle penge ind til sin valgkamp.
Historisk: Obama melder ud, at han er for homovielserSpekulationerne går nu på, om den store opmærksomhed ender med at være en fordel eller ulempe for Obama i det kommende præsidentvalg. Foreløbig har det været sparsomt med folk, som direkte har sagt, at de nu vil ændre deres stemme.
Præst Dwayne Walker vil fortsætte med at opfordre sin menighed til at støtte Obama, selv om præsten er uenig med præsidenten om homovielser:
» Der er også ting, min kone og jeg ikke er enige om, men det betyder ikke, at vi bliver skilt af den grund. Præsidenten har ret til sin mening«, siger Dwayne Walker til CNN og fortsætter:
»Jeg står stadig 100 procent bag præsidenten«.
Præsidenten har skiftet holdning to gange
Formanden for de homoseksuelle konservative mener, at præsidentens skiftende holdninger på området virker lige lovlig opportunistiske: Obama var for homovielser i 1996, da han stillede op til Senatet, men skiftede mening og var imod fra 2004 og frem til nu, hvor det pludselig igen kan betale sig for ham at være for, mener Chistoffer Barron:
»Hvis det her kommer fra hans hjerte, har hans hjerte ændret sig meget over de seneste 12 år«.
På trods af dette mener republikaneren, at udmeldingen kan skaffe præsidenten medvind:
»Jeg tror helt ærligt, at det her er en politisk vindersag for præsidenten«, siger Christopher Barron.
Obama kunne have mistet stemmer til uafhængig
Han begrunder dette med, at inkarnerede tilhængere af homovielser ellers kunne have fundet på at droppe præsidenten og i stedet stemme på outsideren Garry Johnson, som forsøger at stille op som uafhængig præsidentkandidat. Johnson har konstant været 100 procent for homovielser.
Barron peger på, at Obamas republikanske modstander Mitt Romney intet vinder ved sit nuværende standpunkt om at være imod homovielser:
»Alle modstanderne stemmer i forvejen på Romney«-
FACEBOOK Bliv ven med Politiken
fortsæt med at læse




























