Det er måske stadig muligt at finde en overflade i London, der ikke er dækket af flagrende Union Jacks. Men det er ikke let. I de kommende dage bliver det næsten umuligt, når Storbritannien tager hul på at fejre en monark, der som bare den fjerde i verden kan fejre 60 år på tronen. Stort set hver en gade i den britiske hovedstad bugner af flag. Millioner ventes at søge til London for at skåle i champagne, spise Union Jack-glaserede cupcakes i tonsvis og pumpe omkring 100 millioner kroner direkte ind i den trængte britiske økonomi. Over weekenden vil der være hestevæddeløb, en gigantisk flotille, der besejler Themsen, og en koncert med deltagelse af blandt andre Elton John, Robbie Williams og Cliff Richard foran Buckingham Palace. Der vil være militære parader og mindelser om alt, hvad det britiske imperium står for, og hvad Storbritannien kan præstere. Der er bare et lille problem. Storbritannien er ikke længere så stort, som da den unge dronning blev kronet for 60 år siden. I de forløbne seks årtier er imperiet skrumpet betydeligt og dermed også Storbritanniens internationale indflydelse. Hvor Storbritannien engang var »imperiet, hvor solen aldrig går ned«, fordi det favnede alle tidszoner, er landet i dag reduceret til en småtvær randstat i EU. Sådan var det ikke i 1952. »Der var en fantastisk stemning af optimisme, da dronningen blev kronet. Samme dag blev Everest besteget, og der var den der fornemmelse af, at alt kunne lade sig gøre. Hun kom med et skær af glamour. Hun var ung og smuk«, siger Robert Bickers, der som professor i historie ved Bristol University har specialiseret sig i det britiske imperium. Men det var en optimisme, som briterne ikke havde belæg for. Det magtfulde imperium, der allerede ved Elizabeths fødsel havde mistet Indien, var ved at krakelere. Men det var der en manglende erkendelse af i den britiske politiske klasse, mener historiker ved University College i London, Michael Collins. »Det var en meget kompliceret periode i britisk historie. Vi havde kun lige for alvor overdraget Indien og Palæstina. Den politiske elite i London troede stadig på, at de var en del af et stort og magtfuldt imperium, der havde en fremtid, da Elizabeth besteg tronen. Især var holdningen i udenrigsministeriets afdeling for kolonier, at Afrika igennem mange årtier i store dele stadig ville have den lyserøde farve, der signalerede, at de var en del af det britiske imperium. De tog fejl«, siger han. Ifølge Robert Bickers kom vendepunktet i 1956 under Suezkrisen, fire år efter at Elizabeth II var blevet kronet, da den daværende britiske premierminister Anthony Edens katastrofale håndtering af Egyptens nationalisering af Suezkanalen førte til kort væbnet konflikt sammen med Frankrig og Israel. Briterne blev tvunget til at trække sig efter massivt pres fra især USA. Edens arrogance »Eden var på mange måder af den gamle skole og opførte sig fuldstændig, som en premierminister i en betragtelig kolonimagt ville gøre, og med den medfølgende gammeldags arrogance. Men den gik ikke. Hvad der fulgte, var en meget offentlig og international ydmygelse, der var knusende for både Storbritanniens position og måske også for landets selvforståelse. Før 1956 var Storbritanniens selvforståelse måske ikke helt i overensstemmelse med landets reelle militære og politiske magt«, mener Robert Bickers. Allerede året efter fiaskoen i Suez var Ghana og Malaysia parat til at forlade imperiet, og i årene, der fulgte, løsrev Kenya, det kommende Tanzania, Cypern og Nigeria sig. Og det kunne have gået hurtigere og været hårdere for Storbritannien, hvis ikke det havde været for den kolde krig, vurderer Michael Collins. »På grund af den amerikanske frygt for kommunismen, og hvordan den ville blive udbredt især i Sydøstasien, kunne USA pludselig godt se ideen med et britisk imperium. I hvert tilfælde som et bolværk mod den røde fare«, siger han. Elizabeth holdt på stumperne På spørgsmålet om, hvorvidt det havde nogen betydning, at Elizabeth II sad på tronen, trækker Michael Collins på det. »Tjah. Man kan vel sige, at hun i begyndelsen af sin regeringstid især bragte en entusiasme og måske en friskhed, da hun i begyndelsen af sin regeringsperiode rejste rundt i store dele af imperiet«, siger han. Men for Robert Bickers har dronningens rolle været mere meningsfuld. »Jeg tror på mange måder, at hendes tilstedeværelse og den stabilitet, der har ligget i, at hun har siddet på den samme plads i 60 år, har været med til at holde sammen på det, der er tilbage af imperiet. Selv om man kan sige, at det mestendels i dag består af en meget lille kerne og lidt steder med offshore-banker«. Robert Bickers, der bekender sig som »overbevist republikaner«, mener, at Storbritannien vil stå over for nye udfordringer i at holde sammen på riget, den dag Elizabeth dør og hendes søn overtager tronen. Han erkender, at Storbritannien har mistet enorm indflydelse i hendes regeringstid, men mener samtidig, at briterne har en særlig evne til altid at have langt mere indflydelse, end der egentlig er belæg for. »Vi har sproget. Vi har de internationale love, der næsten alle er baseret på britisk lovgivning. Der vil måske komme en dag, hvor Storbritannien erkender, at vi ikke er andet end en lille maritim nation i det nordvestlige Europa med begrænset vægt. Men jeg ville personligt ikke sætte penge på det«, siger han.

FACEBOOK