Efter flere døgns blæst om udtalelser fra Mitt Romney, som er optaget med skjult kamera, henleder præsidentkandidaten nu selv opmærksomheden på en optagelse af Barack Obama fra 1998, som dukkede op på nettet i går.
Det sker i det første egentlige interview, som Romney har givet, efter at videoklippene med ham selv begyndte at blive offentliggjort mandag aften.
»Vi har to meget forskellige synspunkter om USA. Præsidentens synspunkt handler om en større regering«, siger Mitt Romney til Fox News i aftes og fortsætter:
»Der er en optagelse, som lige er kommet ud i dag, hvor præsidenten siger, at han kan lide omfordeling. Jeg er uenig«.
Optagelsen dukkede op i går
Optagelsen, som Romney taler om, dukkede op på videotjenesten Youtube i går, hvorefter netmagasinet The Drudge Report gjorde opmærksom på den. På optagelsen, som er uden billedside, hører man Barack Obama, som dengang var senator for delstaten Illinois, tale ved en konference i Chicago i 1998.
Mod slutningen af det 96 sekunder lange klip siger Obama: »Jeg tror faktisk på omfordeling, i det mindste på et vist niveau, for at sikre, at alle har en chance«.
Lyden stopper brat efter sidste ord, hvilket gør det usikkert, hvad Obama siger derefter.
Republikanere: Romneys udtalelser er »dumme« og viser »inkompentence«Obamas kampagnestab bekræfter i en pressemeddelse, at det er Obamas stemme, man hører på optagelsen. Kampagnetalsmand Ben Labolt påpeger, at det, Obama dengang sagde, fortsat er præsidentens holdning.
»For 14 år siden argumenterede den daværende senator Obama for en mere effektiv regering«, siger kampagnetalsmand Ben Labolt i pressemeddelelsen.
»Han mente dengang og mener i dag, at der er skridt, vi kan tage for at fremme muligheder og sikre, at alle amerikanere har en fair chance, hvis de arbejder hårdt«, siger Ben Labolt og fortsætter:
»I modsætning til guvernør Romney, mener han ikke, at hvis man som studerende søger om et lån, så er man på udkig efter gratis hjælp«.
Romney står ved sine udtalelser
I interviewet med Mitt Romney i aftes fastholdt præsidentkandidaten, at han står inde for substansen af, hvad han siger i videoklippene om, at han har afskrevet at trænge igennem til 47 procent af vælgerne – en gruppe, han omtaler som afhængige af det offentlige, og som ikke betaler indkomstskat.
»Jeg anerkender, at de mennesker, der ikke betaler indkomstskat, vil sige: 'Gud, den bestemmelse, Mitt bliver ved at tale om’ – sænkning af indkomstskatten – den vil ikke være særlig attraktiv for dem«, siger Mitt Romney til Fox News i aftes:
»Og dem, der er afhængige af regeringen, og dem, der mener, at regeringens opgave er at omfordele - dem kommer jeg ikke til at få (stemmer fra, red.)«.
Interviewet kommer efter, at Romney holdt et kort pressemøde om sagen tirsdag morgen dansk tid.
LÆS OGSÅ Romney efter brøler: Jeg taler lige ud af posen
Mitt Romney påpeger, at det er fattigdom, som efter hans mening har skabt en situation, hvor folk ikke betaler skat:
Jeg tror, folk vil gerne betale skat… Problemet, man ser lige nu i dette land, er, at så mange mennesker er havnet i fattigdom, at de ikke er betaler skat«.
fortsæt med at læse




























