Republikanere: Romneys udtalelser er »dumme« og viser »inkompentence«

Forklaring. Mitt Romney holdt i nat dansk tid pressemøde om en række kontroversielle udtalelser, som han kom med ved et privat arrangement i maj, men som nu er blevet offentliggjort af amerikanske netaviser.
Forklaring. Mitt Romney holdt i nat dansk tid pressemøde om en række kontroversielle udtalelser, som han kom med ved et privat arrangement i maj, men som nu er blevet offentliggjort af amerikanske netaviser.
Lyt til artiklen

Dumt, arrogant, inkompetent, klodset.

Republikanere fælder i dag usædvanlig hårde domme over deres præsidentkandidat.

Det sker, efter at netaviserne Mother Jones og Huffington Post i aftes offentliggjorde en række kontroversielle udtalelser fra Mitt Romney, som er optaget med skjult kamera ved et lukket selskab 17. maj i Boca Raton, Florida.

»Deprimerende uduelig valgkampagne«
Udtalelserne får stemplet »dumme og arrogante« af William Kristol, stifter af det konservative magasin Weekly Standard, mens New York Times' konservative skribent David Brooks skriver om Romney, at »han fører en deprimerende uduelig valgkampagne«.

På optagelsen siger Mitt Romney, at 47 procent af USA’s vælgere stemmer på Obama »uanset hvad«, fordi de er »afhængige af regeringen« og ser sig selv som »ofre«. Romney siger også, at disse 47 procent ingen indkomstskat betaler. Derfor virker løfter om lavere skat ikke på dem, forklarer han til forsamlingen, som består af bidragydere, der har betalt op til 300.000 kroner hver til hans valgkampagne for at deltage ved arrangementet.

VIDEO

Men med sin karakteristik af Obamas vælgere, rammer Mitt Romneys store dele af sine egne vælgere, mener William Kristol:

»Det er værd at huske på, at en god bid af de 47 procent, der ikke betaler indkomstskat, er Romney-tilhængere«, skriver Weekly Standard-stifteren i en kommentar.

Det er især ældre og borgere med lav indkomst - blandt andre folk, som gør tjeneste i militæret - påpeger Kristol. Det er folk, »som mener, konservativ politik er bedre for landet, selvom de ikke får en skattelettelse«, hvis Romney bliver præsident.

»Så Romney ser ud til at have foragt, ikke blot for demokrater, der modsætter sig ham, men for mange millioner, der agter at stemme på ham«, skriver William Kristol.

Romney har forsvaret udtalelserne
De 47 procent, som Romney nævner, refererer til en undersøgelse, som viser, at så stor en gruppe ikke betaler føderale indkomstskatter. En stor del af dem betaler dog andre indkomstskatter.

Mitt Romney holdt i nat dansk tid pressemøde om videooptagelsen. Her sagde han om sine udtalelser, at de ikke er »elegant formuleret«. Han understreger dog samtidig, at han står inde for, at han har en helt anden samfundsopfattelse end præsident Obama, og at han langt foretrækker frie markeder og frie borgere over et statsstyret USA.

Matt Welch fra det libertære amerikanske magasin Reason kalder Romneys udtalelser et tegn på, at Romney ikke ser muligheder for, at de 47 procent, han omtaler, nogensinde vil bevæge sig opad i samfundet.

»Hvad skillelinjen ved 53/47 siger… er, at indkomststatus er en permanent politisk betingelse, som fratager alle amerikanere fri vilje og uafhængig tænkning«, skriver Matt Welch:

»Men grunden til, at denne kontrovers vil rodfæste sig er i sidste ende, er, at mange republikanere mener, at Romneys udtalelser er helt fine. De vil snart lære, hvad resten af landet mener om det«.

Konservative: Romney kan rejse sig igen
Andre konservative iagttagere, som betegner videoklippende som uheldige, peger i samme åndedrag på, at Romney kan rejse sig fra dette, ligesom Obama gjorde i 2008.

En af dem er den politiske rådgiver Rick Davis, som var i spidsen for republikaneren John McCains valgkampagne i 2008:

»Hvad han gør nu, kommer til at blive meget afgørende«, siger Rick Davis til CBS News, og kalder det »en åbenlyst dårlig dag for Romneys valgkampagne«.

»Nu er han nødt til at tage et lille skridt tilbage og sige, at årsagen til, at jeg har disse synspunkter om min økonomiske plan, er, at jeg er den, jeg er. Han bliver nødt til at forstærke det budskab lidt«, siger Rick Davis.

Hvorfor Romneys fortalelse er vigtig

Et lignende synspunkt har Michael Walsh ved det konservative magasin National Review:

»Hvad han burde gøre er at optrappe og omfavne den grundlæggende opdeling i vores nation, heriblandt det faktum at næsten halvdelen af landet ikke betaler indkomstskat. Anerkend det – og forklar så hvorfor dette, moralsk, ikke er godt«, skriver Michael Walsh:

»Vil Romney reagere på situationen og kæmpe? Eller vil han foretage et tilbagetog? Kun en af vejene fører til sejr i november«.

Udtalelser forstærker negativt syn på Romney
David Brooks understreger i New York Times, at der bestemt er nogle af regeringens programmer, som fremmer nogle menneskers afhængighed af det offentlige.

»Men som beskrivelse af USA i dag er Romneys udtalelser en country club-fantasi. Det er, hvad selvtilfredse millionærer siger til hinanden«, skriver David Brooks.

Country club er et amerikansk udtryk for en type af fritidsklubber, som kan have meget høje medlemspriser, og som traditionelt har været befolket af hvide, velhavende amerikanere.

»Det forstærker ethvert negativt synspunkt, folk har om Romney«, konkluderer David Brooks og giver denne karakteristik af Mitt Romney:

Romney: Obama-vælgere ser sig selv som »ofre«

»Personligt mener jeg, han er en venlig, anstændig mand, som siger dumme ting, fordi han lader, som om han er noget, han ikke er – en eller anden slags tegneserieagtig regeringshader. Men det betyder næppe noget. Han fører en deprimerende uduelig valgkampagne«, skriver David Brooks og spørger:

»Hr. Romney, dine ideer om reform af rettigheder er vigtige, men hvornår vil inkompetencen stoppe?«.

Sagen er ligeså slem som Obamas i 2008

William Kristol sammenligner i Weekly Standard Romneys aktuelle udtalelser med en lignende sag fra 2008. Her afslørede hemmelige optagelser daværende præsidentkandidat Barack Obama i at omtale amerikanere fra landlige egne som folk, der »klamrer sig til deres skydevåben og religion«. En sag, der forfølger præsidenten den dag i dag.

Romneys aktuelle udtalelser er en ligeså dårlig sag, mener William Kristol:

»Det er fortsat vigtigt for landet at Romney vinder i november… Men det bør ikke gøre os blinde for den kendsgerning, at Romneys udtalelser, ligesom Obamas for fire år siden, er dumme og arrogante«.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her