Hullet i siden på 'Lamma IV' forklarer, hvorfor turbåden gik så hurtigt ned, da den blev vædret af en færge i Hongkongs havn. Det er flere meter stort og viser, hvor færgen ramte under kollisionen.
Ulykken kostede 38 mennesker livet, men det tal kan stige: Der søges fortsat efter forsvundne i havnen.
Områdets Søfartsstyrelse har meddelt, at det vil tage et halvt års tid førend en officiel undersøgelse af tragedien er tilendebragt og om der er grundlag for at drage nogle af de involverede til ansvar, skriver avisen South China Morning Post.
Men der spekuleres allerede i, om åbne døre på det delvist sunkne skib fik vandet til at fylde det alt for hurtigt.
LÆS OGSÅ Overlevende måtte kæmpe for livet i synkende turbåd
Havaristen er trukket ind på smult vande i en lille vig ved Lamma-øen, hvor det nu skal undersøges nærmere af efterforskerne. Syv søfolk har været anholdt af politiet, der afhørte dem om hændelsen. De er nu løsladt mod kaution, rapporterer Hongkongs fjernsynsstation RTHK.
Sammenstød trods godt sigt
Ifølge Søfartsstyrelsens direktør Francis Liu Hon-por skete påsejlingen på et tidspunkt, hvor vejret var godt og sigtbarheden god.
Turbåden sejlede med medarbejdere fra det lokale el-selskab, da det blev ramt af en af de færger, der krydser Hongkongs travle havn og inden for ned til to minutter begyndte at synke.
Menneskelig fejl får skylden for bådulykke i HongkongEksperter antyder, at åbne døre ned til skibets motorrum kan have medført, at det meget hurtigt blev fyldt med vand i agterenden, som derfor gik ned.
Kaptajnen havde arbejdet ti timer
Færgeselskabets direktør Nelson Ng Siu-yuen har under en pressekonference kritiseret rygter om, at færgen blot sejlede videre uden at hjælpe efter sammenstødet. Det må efterforskningen vise, erklærer han.
Han oplyser, at kaptajnen på færgen 'Sea Smooth' havde arbejdet i over ti timer og var på dagens sidste tur over havnen, da det gik galt. Men han afviser ifølge avisen, at kaptajnen var træt, da det gik galt.
Katastrofeindsats aktiveret
Operationen blev en af de største redningsindsatser i Hongkongs havn i lang tid.
37 redningsskibe fra havnevæsenet, brandvæsenet, havnepolitiet og fra den nærliggende kinesiske Guangdong-provins blev sat ind. De blev assisteret af fem helikoptere og 51 ambulancer, der tog imod de sårede ved kajanlæggene.
350 brandmænd og reddere samt 630 politibetjente deltog i indsatsen, fremgår det af avisen.
fortsæt med at læse




























