Her vil 'hacktivisterne' ramme Sverige

Truet. Både hjemmesiderne for det svensk politi og den svenske efterretningstjeneste (SÄPO) er med på liste over angrebsmål, som hackergruppen Anonymous har lagt ud på Facebook.
Truet. Både hjemmesiderne for det svensk politi og den svenske efterretningstjeneste (SÄPO) er med på liste over angrebsmål, som hackergruppen Anonymous har lagt ud på Facebook.
Lyt til artiklen

Hackergruppen Anonymous har på Facebook offentliggjort en liste over de svenske hjemmesider, som de angiveligt vil angribe i dag klokken 14.30.

Listen omfatter blandt andet hjemmesiderne for svenskernes efterretningstjeneste, SÄPO, domstolene og regeringen.

Derudover har Anonymous offentliggjort en video på Youtube, hvor de med indledningen »Hej Sverige. Vi er Anonymous« opfordrer til angrebet.

LÆS OGSÅ Hackergruppe vil lægge Sverige ned kl. 14.30

Selv om de berørte myndigheder således er blevet adviseret om angrebet, er der ifølge it-ekspert Anders Hansson ikke meget, man kan gøre for at stoppe angrebene. Det skyldes, at hackerne benytter sig af overbelastningsangreb, hvor tusindvis af computere på samme tid forsøger at hente filer eller billeder ned fra den hjemmeside, man vil overbelaste.

»Det er i princippet umuligt at beskytte sig mod den type angreb«, siger Anders Hansson, der er leder af den svenske afdeling af it-sikkerhedsinstansen CERT, til den svenske avis Dagens Nyheter.

CERT har en afdeling i Danmark under Ministeriet for Børn og Undervisning.

»Alle sider er bygget til en vis trafik, og hvis den overskrides med flere millioner, så går de ned«, siger Anders Hansson.

Det lykkedes allerede hackerne onsdag at lægge hjemmesider for den svenske rigsdag, rigsbanken og regeringen ned.

Hackere før stort svensk angreb: Det bliver verdenshistorie

Angrebene er mulige, fordi hackerne kan bruge almindelige menneskers computere, uden de ved det. Hackerne kan blandt andet få adgang til computerne ved at sende en mail eller et link, som giver adgang til computeren, når dens ejer klikker på det. Det er ifølge Anders Hansson stort set umuligt at spore.

En anden svensk it-ekspert Joakim von Braun mener dog, at det godt kan lade sig gøre at dæmme op for angrebene. For eksempel ved at få mere båndbredde.

»Men jo større angrebet er, jo sværere er det at bekæmpe«, siger Joakim von Braun, til Aftonbladet. Han mener også, at følsomme oplysninger kan blive lækket ved angrebene.

Efter Anonymous annoncerede deres angreb i går, har en unavngivet hackergruppe ifølge Dagens Nyheter meddelt, at de vil forsøge at standse Anonymous-angrebet. Gruppen vil dog ikke afsløre, hvordan de har tænkt sig at bremse Anonymous.

Begrundelsen for modangrebet er ifølge gruppen, at de er trætte af »pattebørn«, der forsøger at styre verden.

Assange og informationsfriheden

Anonymous er en løst organiseret gruppe af hackere spredt over hele verden, der kæmper for total informationsfrihed på internettet. Netværket sympatiserer med WikiLeaks og fildelingssider som den svenske The Pirate Bay.

LÆS OGSÅ Fakta om hacktivisterne: Hvem er Anonymous?

Ifølge videoen på Youtube og en anonym hacker, som den svenske avis Aftonbladet har interviewet, er angrebet i dag både en hævn mod de svenske myndigheder, som har lukket flere svenske fildelingshjemmesider, og samtidig en sympatitilkendegivelse over for WikiLeaks-stifteren, Julian Assange, som Sverige kræver udleveret i en sag om sexovergreb på to kvinder.

Marie Sæhl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her