De internationale bloggere har stået i kø for at rose premierminister Julie Gillard for en skideballe, som hun leverede i det australske parlament.
Hun var stærk, beundringsværdig og et forbillede for andre ledere, lød det fra bloggere på The New Yorker, The Daily Beast og feministbloggen The Jezebel. Mens et socialt medie som Twitter delte og diskuterede, om ikke der skulle laves en film om hende med Meryl Streep i hovedrollen.
Men lad os begynde ved begyndelsen. For det er ikke hver dag, en debat i det australske parlament skaber røre i den ganske internetverden.
Egentlig handlede debatten om, hvorvidt formanden for det australske parlament, Peter Slipper, skulle fratages sin position som formand på grund af en verserende sag om sexchikane.
Den konservative opposition krævede ham fjernet, mens premierminister Julie Gillard fra Labour-partiet var imod.
Burde dø af skam
Dette fik oppositionsleder Tony Abbott til at levere følgende kommentar:
»Hver eneste dag, premierministeren står i dette parlament for at forsvare denne formand vil være endnu en dag med skam... for en regering, der allerede burde være død af skam«.
Det skulle han ikke have sagt. Julie Gillard gik på talerstolen og afslørede, hvordan Tony Abbott nærmest kastede med kampesten i et drivhus, når han luftede sin forargelse over en kvinde, der var blevet dårligt behandlet.
»Jeg vil ikke blive belært om sexchikane og kvindehad af denne mand, det vil jeg ikke. Og regeringen vil ikke belæres om sexisme og kvindehad af denne mand. Hverken nu eller senere. Lederen af oppositionen siger, at folk, der er sexister og som er kvindehadere, ikke burde sidde i parlamentet. Så, jeg håber at lederen af oppositionen har et stykke papir foran sig, og at han skriver sin egen fratrædelse«, udbasunerede hun.
Succes på sociale medier
Hun skældte ud på sexismen i australsk politik, som eksempelvis kommer til udtryk ved, at demonstrationer imod hendes politik foregår med skilte, der bruger kønsrelaterede skældsord, som ' Kill the witch' (dræb heksen) eller hvor hun kaldes en bitch.
Og hun sagde til Tony Abbott selv, at hun var »rystet« over, at han havde beskrevet abort som »den nemme løsning«.
Sådan fortsatte det. Da hendes tale var færdig, gav et lille flertal Peter Slipper - det oprindelige emne for debatten - lov til at blive siddende. Han trak sig dog frivilligt nogle timer senere.
Men det betød ikke, at debatten var slut. For videoen af den rødhårede premierministers vrede tale blev delt og delt, og som nævnt var mange imponerede over hendes styrke og evne til at sige fra.
»Efter at have set Obama debattere sidste uge, så må hans støtter, når de ser Gillard skære igennem sin modstanders perfiditeter og den hykleriske moral og afsløre hans personlige fordomme, dobbeltmoral og afstandtagen til fakta - så må hans støtter ønske sig, at deres kandidat ville lære lidt af Australien«, skriver bloggeren Amelia Lester på magasinet New Yorkers hjemmeside.
En 'badass' kvinde
På The Daily Beast kalder de hende ' bad ass sejrherre for kvinder over hele verden«. Mens bloggen Jezebel kaldte det »det bedste, du vil se hele dagen«.
Ikke alle er dog lige positive.
Kommentatoren Paul Sheehan har skrevet en harmdirrende kommentar for australske National Times, hvori han argumenterer for, at premierministerens tale har drevet australsk politik ned på sit »laveste punkt i flere årtier«.
»Hvorfor komme med anklager om kvindehad mod en oppositionsleder, hvis stabschef, Peta Credlin, som er berømt for at være den mest bemærkelsesværdige kvinde i politik, hvis primært kvindelige stab er dedikerede til deres chef og som, modsat premierministeren, har opfostret tre døtre?«, skriver han.
Bemærkningen »modsat premierministeren« er siden blevet fjernet fra hjemmesiden.
Det ændrer ikke ved, at debatten om sexisme og mandschauvinisme for alvor er kommet på dagsordenen i Australien. Senest har en restaurant bebudet, at de nu fjerner en række urinaler formet som en rød kvindemund, skriver AFP.
fortsæt med at læse




























