Obama: En stemme på Romney er en stemme på krig

Krig. Præsident Barack Obama beskylder i en valgvideo Mitt Romney for at være krigsmager. Det sker timer inden nattens tv-debat. Her er præsidenten på vej om bord på Air Force One ved Andrews militærlufthavnen i Maryland for at sætte kurs mod Florida, hvor debatten finder sted.
Krig. Præsident Barack Obama beskylder i en valgvideo Mitt Romney for at være krigsmager. Det sker timer inden nattens tv-debat. Her er præsidenten på vej om bord på Air Force One ved Andrews militærlufthavnen i Maryland for at sætte kurs mod Florida, hvor debatten finder sted.
Lyt til artiklen

Mere krig, stem på Romney. Mindre krig, stem på Obama.

I en ny valgvideo fremstiller præsidenten sig selv som fredsskaber og sin modstander som krigsmager.

Det sker få timer før, de to skal mødes i valgkampens sidste direkte tv-duel, som mestendels skal handle om netop krig og konflikt.

Romney vil efterlade soldater ude
»Et årti med krig har kostet os dyrt«, begynder reklamen, mens man ser sort-hvide-billeder af amerikanske soldater, en af dem med benproteser. Fortællerstemmen kalder det »et klart valg« til præsidentembeddet.

»Præsident Obama afsluttede Irakkrigen. Mitt Romney ville have efterladt 30.000 i Irak og kaldte det »tragisk« at kalde dem hjem«, siger en fortællerstemme, mens der klippes mellem billeder af Obama og Romney:

»Obama bragte 30.000 soldater tilbage fra Afghanistan og har en ansvarlig plan for at ende krigen. Romney kalder det Obamas »største fejltagelse«.

Obama er på hjemmebane i den sidste direkte duel med Romney

Til sidst vises et billede af et mellemøstligt ørkenlandskab:

»Det er tid til at stoppe med at kæmpe derovre – og begynde at genopbygge her«, siger fortælleren, mens der ved sætningens sidste halvdel klippes til en optagelse af amerikanske bygningsarbejdere. Reklamen er godkendt af Obama selv.

Ser man nærmere på tallene i reklamen, fremstår nogle af dem i bedste fald forsimplede.

USA har flere tropper i Afghanistan under Obama
Reklamen nævner ikke, at Obama forgæves forsøgte at overbevise Iraks regering om at lade 10.000 amerikanske soldater blive i landet. Den nævner heller ikke, at de 33.000 soldater, Obama har kaldt hjem fra Afghanistan, var ekstra soldater, han selv udsendte i 2009.

Aktuelt er der omkring 68.000 amerikanske soldater i landet. Det er mere end det dobbelte, end da Obama tiltrådte som præsident. Antallet af amerikanske soldater toppede med 101.000 tropper i 2011.

Iagttagere har før påpeget, at Obama overdriver, hvor mange amerikanske tropper, der reelt er trukket ud af Afghanistan i hans præsidentperiode.

Romneylejren tilbageviser ikke tallene
Overdrivelser og forsimplinger af tallene for tilbagetrækning er imidlertid ikke, hvad Romneys kampagnestab kritiserer Obama for. Tværtimod fremstiller Romneys folk også Obama som en præsident, der har rullet den amerikanske militærtilstedeværelse tilbage.

I Romneylejren bliver dette blot karakteriseret som en svaghed, snarere end en styrke.

Tv-duel i nat: Romney vil gå efter Obamas fire svage punkter

»Ved præsidentdebatterne i 2008 lovede Obama som kandidat at indføre en udenrigspolitik, som ville beskytte vores interesser og allierede i udlandet. Men fire år senere er USA svækket verden over, med vores sikkerhed truet…«, siger Romneys talskvinde, Andrea Saul, i en pressemeddelelse.

»Som præsident vil Mitt Romney levere, hvor præsident Obama har fejlet, ved at opbygge en udenrigspolitik, der genopbygger USA’s styrke og forøger vores lands sikkerhed i udlandet«.

Krigsdebat kommer ved dødt løb i valgkampen

USA’s militære tilstedeværelse i Afghanistan og Mellemøsten ventes at blive et hovedemne i nattens direkte tv-debat, som er den tredje og sidste mellem de to kandidater til det amerikanske præsidentvalg.

Meningsmålingerne har de seneste uger vist helt dødt løb med en spinkel fordel til Obama, der fortsat har små føringer i vigtige svingstater.

Ind til for kort tid siden blev præsidenten af mange regnet som nærmest usårlig i udenrigspolitiske debatter. Romney har imidlertidig halet voldsomt ind.

Før første tv-debat 3. oktober førte Obama med 15 procentpoint på spørgsmålet om, hvem vælgerne tror, vil klare udenrigspolitikken bedst. Efter første debat, som de fleste mener, at Romney vandt, er præsidentens føring på udenrigspolitikken skrumpet til blot fire procentpoint, viser undersøgelser fra det uafhængige Pew Reseach Center.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her