Fakta: Orkaner og tropiske storme

SANDY. Orkanen Sandy fotograferet fra en af Nasas satellitter.
SANDY. Orkanen Sandy fotograferet fra en af Nasas satellitter.
Lyt til artiklen

Det østlige USA har hamstret dåsemad og afventer i øjeblikket orkanen Sandy, der i øjeblikket befinder sig ud for landets østkyst.

Og Sandy omtales netop som 'orkanen' Sandy, fordi den i øjeblikket har en styrke på over 119 km/t - helt præcist 137 km/t.

Aftager Sandys vindstyrke derimod til under 119 km/t, men over 63 km/t, falder den under kategorien 'tropisk storm'. Betegnelse, der benyttes om storme, der opstår i tropiske klimaer, i Sandys tilfælde over Det Caribiske Hav.

Orkaner inddeles desuden i fem kategorier efter styrke. Sandy er med sine nuværende 137 km/t en kategori 1-orkan, og den skal nå 154 km/t, før den bliver opgraderet til den værre kategori 2.

Kraftigst er kategori 5, hvor vindstyrken er over 252 km/t. Så kraftig var blandt andet Katrina, der forårsagede ødelæggelser, som kostede næsten 2.000 mennesker i de amerikanske sydstater i 2005, mens den lå over Den Mexicanske Golf.

Hver anden får et mandenavn
Tropiske storme og orkaner bliver desuden - modsat storme på under 63 km/t - døbt.

Den Meteorologiske Verdensorganisation opdaterer hvert år en liste med 21 navne, der bruges til orkaner og tropiske storme.

Systemet er blevet brugt siden Anden Verdenskrig, hvor meteorologer i militæret begyndte at give stormene pigenavne. Hidtil havde man blot brugt orkanens koordinater.

I 1978 slog meteorologerne dog et slag for ligestillingen og indførte, at halvdelen af listen skulle bestå af drengenavne.

Problembørn fjernes fra listen
Når en orkan koster mange mennesker livet, bliver dens navn aldrig brugt mere.

Derfor måtte 'Katrina' vige for 'Katie' på orkanernes dåbsliste, efter den blev en af de mest dødelige orkaner i amerikansk historie.

Cyklonen er orkanens indiske fætter

Endelig er der begrebsforvirringen mellem cykloner, tyfoner og orkaner ('hurricane' på amerikansk).

Tyfoner og cykloner er også orkaner - de kaldes blot noget forskelligt, alt efter hvor de opstår.

Cykloner er orkaner eller tropiske storme, der opstår over Det Indiske Ocean, som for eksempel cyklonen Nargis, der hærgede Myanmar i 2008.

Betegnelsen 'tyfon' bruges om orkaner, der opstår vest for den internationale datolinje, for eksempel ved Japan, Kina eller Filippinerne.

Rasmus Raun Westh

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her