New York tæller sine døde

SKADER. Bil under væltet træ på Manhattan. Ti mennesker meldes foreløbigt dræbt i byen New York efter stormen Sandy.
SKADER. Bil under væltet træ på Manhattan. Ti mennesker meldes foreløbigt dræbt i byen New York efter stormen Sandy.
Lyt til artiklen

Byen New York blev hårdt ramt af stormen Sandy, der natten igennem bragede gennem gaderne.

Da vinden løjede af, kunne beboerne begynde at gøre skaderne op.

80 huse er brændt, store områder oversvømmet - og ti mennesker omkom ifølge de foreløbige opgørelser under uvejret.

LÆS OGSÅ New York gør status efter Sandys hærgen

Den første døde ifølge avisen New York Post en mand på 30 år. Han mistede livet tidligt mandag aften, da et træ væltede ned over hans hus i Queens.

Ved 20-tiden mandag døde en 23 år gammel kvinde, da hun trådte i en vandpyt og fik et elektrisk stød, fordi en el-ledning var faldet ned på stedet.

Mand ville redde sine pårørende
En politibetjent, der ikke var på vagt, omkom, da han forsøgte at hjælpe sine kære ud fra et oversvømmet hus. Hans pårørende havde søgt tilflugt oppe under taget.

Kort efter midnat fandt politiet en død, ældre kvinde i et hus, hvor vandet var nået op til første etage.

En 13-årig pige blev fundet død på en græsplæne Staten Island. Årsagen er endnu ikke fastslået, oplyser avisen.

Natten minut for minut: Sådan gik det til, da Sandy ramte USA

En mand på 55 år blev fundet død i en butik i New York. Det menes, at hans lig er kommet med strømmen af vand ind i forretningen.

Et offer - en 75-årig kvinde - døde, da strømmen gik og hendes iltapparat gik i stå, så hun fik hjertestop.

Væltet træ og oversvømmelse

Et ungt par døde, da de gik uden for i Brooklyn og blev ramt af et træ, der væltede.

Og endelig blev en midaldrende mand fundet død i en bil i en oversvømmet parkeringskælder i Tribeca-området.

Samlet set er mindst 38 blevet dræbt i USA under stormen, der også har kostet et menneskeliv i Canada og 67 omkomne i Caribien.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her