Minekatastrofe med 29 døde kunne være undgået

MINEULYKKE. Flammerne står op fra en udluftningsskakt ved Pike River-minen syd for Greymouth på Sydøen i New Zealand.
MINEULYKKE. Flammerne står op fra en udluftningsskakt ved Pike River-minen syd for Greymouth på Sydøen i New Zealand.
Lyt til artiklen

21 gange blev selskabet bag Pike River-minen i New Zealand advaret om, at der var for meget metan i minegangene.

Medarbejderne fortalte cheferne, at der 21 gange var fundet metankoncentrationer så høje, at der var risiko for, at metanen ville blive antændt.

Det endte i november 2010, da en kraftig metaneksplosion i kulminen kostede 29 mennesker livet.

LÆS OGSÅ Der er ingen livstegn fra kulmine i New Zealand

Nu konkluderer en undersøgelseskommission, at mineselskabet udsatte sine medarbejdere for uacceptable risici.

»Selskabet har fuldstændigt svigtet beskyttelsen af minearbejderne«, konkluderer premierminister John Key på et pressemøde. Han langer samtidig ud efter Arbejdstilsynet. De 29 kunne fortsat have været i live, havde Arbejdstilsynet gjort sit arbejde bedre, mener han.

Minister trækker sig
Undersøgelseskonklusionerne har fået den newzealandske arbejdsminister til at træde tilbage.

Den har blandt andet afsløret, at der blot var to kontrollører til at føre tilsyn med landets mineindustri, skriver nyhedsbureauet AP.

New Zealand beder udlandet om hjælp efter mineulykke

I Pike River var der flere fejl, der gjorde katastrofen mulig. Blandt andet var en udluftningsventilator anbragt nede i minen i stedet for oppe ved overfladen. Da den første af flere eksplosioner ramte Pike River-minen blev ventilatoren slået ud af drift.

Årsag til metaneksplosion er ukendt
Undersøgelseskommissionen har ikke kunnet fastslå den direkte årsag til, at metanen i minegangene blev antændt, men konstaterer, at en pumpe blev tændt lige før eksplosionen. Det indikerer, at en elektrisk gnist forårsagede tragedien.

»Kommissionen vurderer, at selv om virksomheden arbejdede med en højrisiko-industri, så sikrede bestyrelsen ikke, at sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger var i orden«, hedder det i rapporten, der beklager, at myndighederne og mineindustrien ikke har lært af tidligere mineulykker.

Anbefaler et nyt arbejdstilsyn

Ifølge newzealandske medier er kommissionsrapporten resultatet af måneders offentlige afhøringer. Den konkluderer blandt andet at

  • tragedien kunne være undgået, hvis selskabet ikke havde ignoreret advarslerne om faretruende metanmålinger
  • ejerne gik i gang med at udvinde kul førend alle sikkerhedssystemer var installeret.
  • sikkerhedsplanerne i tilfælde af ulykker skal gennemgås og gøres obligatoriske for mineindustrien.
  • der er et hastende behov for et helt nyt tilsyn, der skal koncentrere sig om sundheds- og sikkerhedsproblemer i landets virksomheder.

Premierminister John Key har beklaget tragedien.

»På regeringens vegne vil jeg undskylde over for de pårørende, for de omkomnes venner og elskede for den betydning, mangelen på kontrol med minen spillede i denne tragedie«, siger han.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her