Præsidentkandidater får lille pige til at græde

Tudeprinsesse. Abigael Evans har fået nok af den amerikanske valgkamp.
Tudeprinsesse. Abigael Evans har fået nok af den amerikanske valgkamp.
Lyt til artiklen

»Jeg er træt af Bronco Bamma og Mitt Romney«, hikster den fireårig Abigael Evans fra Colorado helt opløst af gråd.

Den lille piges reaktion kom ifølge moren efter endnu et valgindslag på radiokanalen NPR, der på lige fod med alle andre medier har kørt endeløse programmer om de to præsidentkandidater.

LÆS MERE Barack Obama er danskernes sidste håb

Den ulykkelige pige kan ses i en video på Youtube, som hendes mor har lagt ud på nettet. Videoen er allerede blevet set af langt over en million.

Lille Abigaels mor forsikrer hende i videoen om, at valget snart er overstået, hvilket synes at trøste den triste fireårige, der svarer med et »okay«.

Undskyld Abigael

Efter offentliggørelsen af videoen på YouTube har radiokanalen NPR, der bragte den reklame, der fik bægeret til at flyde over for Abigael, bragt en pressemeddelelse, hvor de undskylder for den voldsomme valgdækning - ikke kun over for Abigael men også over for resten af landet.

LÆS OGSÅ Derfor støtter jeg Obama - i tale og i handling

»På vegne af NPR og alle andre nyhedsmedier, undskylder vi over for Abigael, og alle de mange andre, der sikkert har det lige som hende. Vi må indrømme, at kampagnen har varet længe nok også for os. Lad os blive ved med at fortælle os selv »kun få dage mere, kun få dage mere«, skriver NPR i en pressemeddelelse.

Og der er kun få dage tilbage inden Abigael og resten af verden ved, om det bliver 'Bronco Bamma' eller Mitt Romney, der skal styre USA. På tirsdag går amerikanerne til stemmeurnerne.

Gry Koefoed

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her