De egyptiske vælgere har givet et religiøst parti massiv opbakning ved parlamentsvalget.
47,8 procent af stemmerne gik til Det Muslimske Broderskabs parti. Og det har skabt bekymring for, om det folkerige land ville bevæge sig hen mod en stærkt konservativ, religiøs stat, der satte islam over alt andet.
Den frygt forsøger partiet at dæmpe.
»Vi kan ikke tale om at indføre sharialov, når landet oplever så ødelæggende økonomiske problemer«, siger Mohammed Gouda, der sidder i partiets økonomiudvalg.
LÆS ARTIKEL Muslimske brødre åd halvdelen af de egyptiske stemmer
Samtidig peger flere medlemmer af bevægelsen ifølge AP på, at Egypten allerede i dag er et meget religiøst og konservativt samfund. Derfor er der ikke nogen grund til at forsøge at øge islams indflydelse i landet gennem lovgivningen, lyder argumentet.
Afviser at skærpe islamisk lovgivning
Broderskabet har meddelt, at det ikke vil indskrive flere islamiske regler i landets kommende, nye grundlov ud over den allerede eksisterende bestemmelse om, at islam er en grundsten for Egyptens lovgivning.
Partiet vil udpege et af partiets veteraner, Saad al-Katatni, til posten som parlamentsformand. Han siger til BBC, at han vil lægge op til en forsonlig linje.
»Det vigtigste er at imødekomme revolutionens krav, herunder de såredes og dræbtes rettigheder«, siger han med henvisning til den folkelige opstand, der sidste år væltede den daværende præsident Hosni Mubaraks regime.
Konservative muslimer fik hver 4. stemme
Imidlertid kan Broderskabet blive presset af valgets nummer to, det ultraortodokse Al-Nour-parti, der tidligere har afvist demokrati som stridende imod Guds love.
Hvordan det vil spænde af kan hurtigt vise sig. Det nyvalgte parlament træder sammen for første gang mandag for at konstituere sig og udpege blandt andet en ny formand.
fortsæt med at læse




























