Der er ikke mange af Malmøs indbyggere, der har glemt nogle helt specielle efterårsuger tilbage i 2010.
Især ikke dem med mørkt hår eller hudfarve. Det var dengang, en mand i ly at nattens mørke skød på tilfældige personer. De havde kun et til fælles: De så udenlandske ud. Det var dengang, gaderne lå tomme, og forældre forbød deres unge at forlade hjemmet, efter at det var blevet mørkt. I november 2010 anholdt politiet den 38-årige Peter Mangs. En ensom fyr med hang til våben og indvandringskritiske holdninger. Pludselig kunne politiet koble en lang række uløste mord og skudepisoder de seneste par år sammen. De havde forbindelse til Peter Mangs og ikke mindst hans våben. Da retssagen startede i maj i år, var det med et efterforskningsmateriale på 17.000 sider. Mangs blev tiltalt for tre mord og ti mordforsøg, men nægtede sig skyldig og påstod, at nogen havde lånt hans våben. I august blev han fundet skyldig i to mord, fire mordforsøg og fem skyderier.



























