Ankesag frifinder to for verdenskendt overfald i London

GADEKAMPE. Politiet havde store problemer med at håndtere de omfattende uroligheder, der ramte britiske byer i august 2011.
GADEKAMPE. Politiet havde store problemer med at håndtere de omfattende uroligheder, der ramte britiske byer i august 2011.
Lyt til artiklen

En appeldomstol i England har frifundet to mænd, der tidligere i år blev dømt for at have plyndret et voldsoffer, der vaklede konfus væk fra uroligheder i London.

Overfaldet blev filmet af vidner, der registrerede, hvordan gerningsmændene først så ud til at ville hjælpe en malaysisk udvekslingsstuderende, der var kvæstet efter grov vold. Men i stedet gav de sig til at tømme offerets rygsæk, uden at den kvæstede mand var i stand til at forsvare sig mod tyverierne.

Det kostede i marts to mænd årelange fængselsstraffe, da de blev dømt for tyverierne. Men nu er de blevet frifundet efter en ankesag, skriver flere britiske medier.

LÆS OGSÅ Duo fra verdenskendt overfald får over otte år

Ifølge anklagemyndigheden havde de appelleret dommen, fordi den blandt andet baserede sig på anonyme vidner.

Det var afgørende for, at dommen blev omstødt, siger en talsmand for den engelske anklagemyndighed til nyhedsbureauet AFP.

»Vor anmodning om at tillade vidnerne anonymitet under sagen blev tilladt af dommeren. Uden den ville de ikke have afgivet forklaring. Appeldomstolen annullerede dommen, fordi anmodningen var blevet efterkommet«, siger talsmanden.

Vidnerne havde udpeget de to dømte som tyvene, der plyndrede offeret.

Frastjålet værdier under uroligheder

Overfaldet på den 21-årige Asyraf Rosli skete i august 2011, da voldsomme uroligheder brød ud i flere britiske storbyer. I London førte det til omfattende ødelæggelser, ildspåsættelser, plyndringer og overfald - herunder på den tilfældigt forbipasserende revisorelev, som brækkede kæben, da en gerningsmand ville have hans cykel.

Kort efter gik nogle andre i gang med at stjæle en Playstationspillemaskine og nogle spil, da det forslåede voldsoffer vaklede væk fra sine angrebsmænd.

LÆS OGSÅ Cameron: Britisk moral er kollapset

Optagelserne og de anonyme vidneudsagn førte senere til den domfældelse, som appelretten nu har omstødt.

Appelretten vil senere komme med sin begrundelse for, hvorfor den har valgt at omstøde underrettens domfældelse, skriver BBC.

De to mænd, der nu er frifundet, vil ifølge britiske medier nu forlange kompensation for deres 16 måneder lange fængslinger som sigtede og dømte for overfaldet. De har hele tiden nægtet at have lod eller del i forbrydelsen mod Asyraf Rosli.

Londons politi meddeler, at efterforskningen af sagen ikke genoptages, medmindre der kommer nye oplysninger om tyveriet fra voldsofferet under optøjerne i 2011.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her